Kortlægning af sikkerheden omkring leverancer eller afhentninger ved siloer i landbruget
For at kunne vejlede de danske landmænd bedst muligt i, hvordan sikkerheden fortsat fremover er så høj som muligt ved påfyldninger, er blandt andet den danske siloleverandør Tunetanken også blevet spurgt til råds. Resultatet er en liste med gode råd og en tjekliste, du som landmand kan bruge til at holde øje med din silo – og ikke mindst, vide hvornår det er tid til en vurdering fra fagfolk, inden der sker en ulykke.
Kortlægningen viste, at langt de fleste steder er der ikke problemer. Ejerne af de siloer, der var alvorlige problemer ved, er allerede blevet kontaktet, eller bliver det i nærmeste fremtid af deres foderleverandør. Godt samarbejde mellem landmand og foderleverandør kan sikre både chaufføren og bedriftens ansatte, hvis der laves jævnlige tjek af siloen samtidigt med, at chaufføren tjekker, når han leverer foder.
Sådan øger du sikkerheden ved din silo
- Køres der tæt forbi siloen?
Sæt et truckværn op foran de udsatte hjørner, så påkørslen af siloens bærende dele undgås.
- Står der vand på pladsen ved siloen?
Tag området omkring siloen med dræningen. Det forebygger også glat føre om vinteren.
- Undgå udluftning fra flere siloer i samme rør
Det fælles luftafkast risikerer nemt at stoppe til, og chaufføren har svært ved at opdage det.
Ved at skifte til enkeltstående udluftningsrør kan du undgå overtryk og silosprængning. Sæt en pose på hvert rør, så støvet bliver samlet op. Husk at du skal tømme posen efter hver foderindblæsning. Læg det ind i rutinen, så dine medarbejdere ikke skal overveje, om det nu også er nødvendigt.
- Efterse din silo jævnligt
Tag den med i sikkerhedsrunderingen og i jeres eftersyn af gårdens udstyr, eller tilkald fagfolk fra siloleverandøren.
- Undgå lappeløsninger
Der er store kræfter på spil i din silo, så enhver skade skal udbedres kvalificeret. Spørg altid fagfolkene hos siloleverandøren, før du påtager dig at lave reparationen.
Hvis der er skader eller farer for skader på fodersiloen
Det vil altid være op til landmanden at få udbedret skader og holde øje med sliddet på siloen. Foderleverandøren skal kontakte landmanden, hvis en skade er blevet overset, og den har betydning for chaufførens sikkerhed.
Hvis der tale om alvorlige skader, kan din foderleverandør være nødt til at stoppe levering til den skadede silo, indtil skaden er udbedret, og det igen er forsvarligt for chaufføren at arbejde i nærheden af den. Den situation vil alle rigtig gerne undgå, derfor er det vigtigt at udføre løbende eftersyn og sikre god dialog mellem landmand og foderleverandør.
Det er derfor vigtigt at:
- Siloen skal være forsvarligt sikret
Hvis et siloben eller vindkryds er blevet trykket ved påkørsel, der er kommet frostskader på fundamentet eller der er sket andre skader, skal det udbedres hurtigst muligt. Et bøjet siloben eller vindkryds skal skiftes helt ud, undgå at lappe på det. Tag kontakt til siloleverandøren, der skal kunne stå inde for reparationen, for at garanti og leverandøransvar fortsat gælder.
- Hvad med vægtfylden i siloen?
Foderets vægtfylde kan variere, og siloen skal altid kunne modstå presset fra vægten. Det står oplyst i brugsanvisningen til din silo, hvilken vægtfylde, siloen er godkendt til. Har du ikke længere brugsanvisningen, eller er du i tvivl, så kontakt en siloleverandør for hjælp.
- Cyklon er den bedste løsning til siloer
En cyklon er et godt alternativ til poser, fordi den ikke kræver tømning eller anden vedligehold. Men det er lidt af en udskrivning at eftermontere cykloner, så anbefalingen er, at nye siloer har en cyklonløsning fra starten.
En cyklon sikrer en mere jævn fordeling af det indblæste foder. Dermed minimeres risikoen for at foderet pakker sig hårdt i en side af siloen, danner bro. Brodannelse skader siloens konstruktion, for når du banker på siloen for at løsne det ophobede foder, falder søjlen af foder pludseligt. Det medfører både en trykskade i bunden af siloen og en vakuumskade i toppen af siloen.
Cyklon og indblæsningsrør kan blive overbelastet ved overfyldning. Ved overfyldning fyldes cyklonen og indblæsningsrøret, og luften kan ikke afledes fra siloen. Dermed overbelastes siloen ved overtryk, hvilket kan medføre at siloen revner. Derfor anbefaler Tunetanken at siloen leveres med overtryksventil og/eller fyldemelder.
Anbefalinger ved nyindkøb af silo
- Vælg en silo med den rette kapacitet
Når siloens kapacitet skal vurderes, er det ikke kun et spørgsmål om volumen, men også om vægtfylde. Vægtfylden angiver, hvor tungt indholdet må være pr. kubikmeter. Tungt foder belaster siloens konstruktion, og den skal være godkendt til at kunne modstå belastningen.
- Vælg vibrator eller anden løsning mod brodannelse i siloen
Slag på siloen, og den pludselige belastning, når en bro løsner sig, belaster siloen. Vælg derfor en silo, hvor der indbygget en løsning på brodannelser.
- Vælg en silo med cyklon
Der udbydes i dag også ”melagtig” foder, der desværre også støver mere. Undgå støv i luften omkring siloen med en cyklon i kombination med en poseopsamling.
- Mandeluge
For at kunne arbejde sikkert i siloen, fx under rengøring, skal man også kunne reddes hurtigt ud. En mandeluge er derfor den bedste løsning for at kunne opfylde kravet om evakuering, som gælder, når der arbejdes i lukkede rum.
Tjekliste – sikkerhed omkring fodersiloen
Brug tjeklisten til at gennemgå sikkerheden i og omkring siloen. Der er både taget højde for de opgaver, gårdens egne folk skal udføre, og for opgaver i forbindelse med fyldning af siloen.