Kvæg

Case: Maskinstation: I kommer aldrig til at fortryde udbyttemåling

For Tjele Maskinstation er der ingen tvivl – alle landmænd burde komme i gang med udbyttemåling i grovfoderproduktionen.

Der er ikke noget at overveje, det er bare med at komme i gang.

Sådan lyder det fra Lis Sidelmann, der sammen med sin mand, Bjarne Skydt, driver Tjele Maskinstation.

Hun taler om udbyttemåling i græs- og majsmarker. Noget, som de første gang kunne tilbyde deres kunder i 2017 via NIR-sensor og udbyttemåler på en nyindkøbt Claas 960-finsnitter.

Samtidig har de en 40 m3 Joskinvogn med Loadmastervægt, som anvendes til løbende kalibrering af udbyttemåler ved finsnitning.

Flere får øjnene op for fordelene

- Udbyttemåling er super vigtigt. Tænk på al den viden, landmanden får om sine marker. Vi oplever også, at flere af vores kunder får øjnene op for, hvilke fordele det giver dem hele tiden at vide, hvad der ligger I siloen. Det giver virkelig mulighed for at optimere foderbeholdningen, hvilket betyder penge på bundlinjen, fortæller Lis Sidelmann.

Tjele Maskinstation tilbød udbyttemåling uden beregning i græssæsonen 2017, men har taget betaling for det fra og med majssæsonen 2017. I 2018 har man indregnet det i den faste time- og hektarpris.

Stil krav til maskinstationen

Udbytteregistrering via finsnitteren kræver en stor indsats fra såvel maskinstationens ledelse samt hos den enkelte snitter-chauffør. Det har Tjele Maskinstation fundet ud af.

- Det kræver altså noget som maskinstation at have styr på udstyret og dataoverførslen. Så jeg vil opfordre de landmænd, der overvejer det, til at stille krav til, at deres maskinstation har styr på sit udbyttemålingssystem. Ellers kan de lige så godt lade være, er Lis Seidelmanns erfaring.

I 2017 blev der på landsplan registreret udbytter på i alt 1200 marker med slætgræs.

Læs også:

Udbyttemåling med finsnitteren kræver omhu

Den digitale motorvej 2017

Med udbyttemåling på finsnitteren ved man som landmand ikke bare, hvor meget der bliver høstet, men også med hvilken tørstofprocent og fra hvilken mark.

Emneord

Vil du vide mere?