
De første 4 uger i kalvens liv er de farligste
Bliv belønnet med en stærkere kalv og på sigt en bedre ko ved at bruge lidt ekstra tid på kalven de første 4 uger.
Bliv belønnet med en stærkere kalv og på sigt en bedre ko ved at bruge lidt ekstra tid på kalven de første 4 uger.
Enhver kalvepasser bør vide det: De første 4 uger er afgørende for kalvens liv.
Det skyldes, at den portion antistoffer, kalven modtog med råmælken, bliver brugt op i løbet af de første 4 uger. Samtidig er dens eget immunsystem kun langsomt under opbygning.
Derfor er kalven yderst sårbar i denne periode, forklarer kvægrådgiver Marianne Seekjær fra Sagro.
”I de første 4 uger er det ekstra vigtigt, at kalven ikke udsættes for et stort smittepres fra omgivelserne. God hygiejne er afgørende for at sikre god tilvækst og sundhed,” fortæller hun.
Bakterier vokser særligt hurtigt i sommervarmen. Marianne Seekjær opfordrer derfor til at give hygiejnen og rutinerne omkring mælkefodring et ekstra tjek, for at få kalvene godt igennem de første 4 uger.
Mælken skal hurtigt på køl, og der bør ikke gøres forskel på, om mælken er til mejeri eller kalve, mener hun.
”Hvis man bruger framalket mælk til kalvene, skal malkerutiner have samme høje standard, som I har for den mælk, der leveres til mejeriet. Det gælder om at begrænse forurening af mælken mest muligt - også til kalvene,” påpeger hun.
Læg altid mærke til tegn på begyndende sygdom hos kalvene, når du tildeler mælk.
Rengøring af kalvenes mælkeskåle er utroligt vigtigt for at holde bakterieforekomsten, og dermed sygdomspresset nede.
Følg altid følgende rutine:
Mælketaxa og framalkningsspande rengøres, desinficeres og tjekkes for belægninger.