Kradser man lidt i overfladen er alt ikke så vildt i den ”polske urskov” som man ellers får fortalt. På trods af det, kan vi lære meget fra Polen særligt når man kommer fra Danmark hvor ”shifting baseline syndrome” efterhånden er blevet en folkesygdom.
Herhjemme fylder skovrejsning fortsat meget på den politiske dagsorden, hvilket bestyrkes af at folketinget fornyeligt vedtog den meget omtalte grønne trepartsaftale. Med aftalen er der nu opnået politisk enighed om at Danmark frem mod 2045 skal rumme langt mere skov. Aftalen lægger hermed op til at der skal etableres 250.000 hektar ny skov og at der derudover skal ydes støtte til at 100.000 hektar skov skal udlægges som urørt skov til gavn for klima, miljø og natur.
Selvom skov ikke just er et nyt koncept på vores breddegrader, har vi i Danmark forsvindende lidt erfaring med, hvordan en naturlig europæisk skov ser ud. En lille trup af konsulenter fra SEGES Innovation tog derfor i august til Østpolen for at blive klogere på, hvordan gammel europæisk ”vild” skov kan se ud, samt blive klogere på hvordan Polen bruger CAP-reformens muligheder ved forvaltning af store sammenhængende naturområder.
Klokken 03:15 begyndte dagens program og med skyhøje forventninger til at se en vaskeægte ”vildskov” blev bilerne pakket, hvorefter turen gik ud til den berømte Białowieża skov, som efter sigende skulle rumme den sidste rest af europæisk urskov.
Białowieża skoven er et 220.000 hektar stort skovkompleks i grænselandet mellem Polen og Belarus, som rummer en af de største vildtlevende bestande af europæiske bison, visenten. Fraværet af skovens kæmper som urokse, vildheste, skovelefanter, hulebjørne, kæmpehjort og mange flere gør visenten til Europas største nulevende landpattedyr. Udover visenter lever der i skoven også andre større pattedyr som f.eks. ulve, lods, jærv, vildsvin, bævere, hjorte og elge. Białowieża skovkomplekset har igennem mange hundrede år været ”beskyttet”, som zarers og kongers jagtreservat, hvilket har sikret området fra at blive underlagt landbrug og skovbrug. Dette ændrede sig dog i starten af 1900-tallet, hvor verdenskrigene medførte intensiveret skovdrift i området. Man har efterfølgende lykkes med at genetablere beskyttelsen på de mest værdifulde områder af det store skovkompleks.
Ved ankomst til byen Białowieża som ligger klemt inde mellem de mange tusinde træer blev de tidlige morgentimer brugt i selskab med en lokal guide, som efter bedste evne forsøgte at vise os nogle af de visenter, som lever vildt i området. Vi var selvfølgelig meget nysgerrige på at se en visent, men i særdeleshed var vi nysgerrige på at opleve, hvordan dyrene påvirker deres omgivelser – særligt vegetationen.
Billede 1. Efter at have kørt rundt i området med vores guide, fortsatte turen efter vicenter til fods. På skovvejen fandt vi fodaftryk af vicenter og ulve.
Billede 2. Ude på de store engarealer inde i skoven slår man høslæt og samler høet i foderstandere, så dyrene om vinteren ikke går ud af skovkomplekset og fouragere på landmandens marker.
Billede 3. I midten af engen løber et vandløb. Her kunne man se erosionshuller i brinken fra vicenter og bævere.
Billede 4. Et større erosionshul skabt af vicenterne ifm. at de skal krydse vandløbet.
Da det ikke just vrimlede med visenter, gav køreturen rundt til diverse marker, enge og skovlysninger anledning til at reflektere over skovens udseende. I bilerne var der generel enighed om at store dele af skovområdet til forveksling lignede dunkle plantageskove, som hist og pist blev afbrudt af en samling gamle løvtræer – det vakte undren, at man i forvaltningen af skoven ikke har fældet de eksotiske nåletræer og arbejdet mere målrettet med at genskabe variation. Heller ikke på engene, skovlysningerne eller i den tætte skov var der tegn på store vilde dyrs tilstedeværelse – heller ikke ekstensive heste eller kvæg så vi skyggen af. Det var kun engene som blev forvaltet, hvilket primært foregik med høslæt eller under naturlig succession.
Senere på dagen viste det sig at netop naturlig succession bliver håndteret anderledes i Polen end i Danmark. Flere steder kunne man se at opgivende landbrugsarealer fik lov til at overgå til birk som første trægeneration i den naturlige tilgroningsproces. Til sammenligning har man i Danmark rydningspligt på alle lysåbne arealer, hvorfor naturlig tilgroning ofte volder problemer som forvaltningsform.
I relation til de manglende dyr i landskabet kunne vi lade os fortælle af vores lokale guide, at Białowieża skoven op til 1800-tallet har været forvaltet som græsningsskov, men i dag næsten udelukkende græsses af vildtbestande af visenter, elge og hjorte. I den forbindelse fortalte guiden også, at der i meget sjældne tilfælde anvendes hegn til at holde dyrene inde på naturarealerne.
Konsekvensen heraf var især tydelig, da vi til fods nåede frem til et større engareal med et mæandrerende vandløb i midten. Det store engareal, som ellers kunne have fungeret optimalt som fourageringsområde for områdets planteædere, lignede mest af alt en græsmark frem for en eng. Arealet bar nemlig præg af høslæt, hvor høet var placeret i foderstandere rundt på engen. Ræsonnementet var, at dyrene i løbet af vinteren kunne æde hø fremfor at blive fristet til at fouragere på landmændenes marker udenfor skovkomplekset. Dette kunne man jo undgå ved at opsætte et hegn, hvorfor den egentlige årsag formentlig skyldes at høslæt er en vigtig indtægtskilde for områdets landmænd, hvilken ydes igennem tilskud fra EU´s CAP-reform.
Denne forvaltningsmetode fungerer naturligvis som en massiv kæp i hjulet på dyrenes økologiske funktion i skovkomplekset
Med en bestandsstørrelse på ca. 1000 individer på i alt 150.000 ha og en vægt på 600 kg pr. individ ligger græsningstrykket i området på 4 kg dyr pr. ha. Sammenlignet med anbefalinger fra Aarhus Universitet bør den naturlige tæthed af planteædere i nordeuropæiske økosystemer ligge på 70-250 kg dyr pr. ha. Praktiserer man ovenikøbet tilskudsfodring ligesom vi så på engen, er den naturlige konsekvens, ligesom man kunne se på arealerne, at dyrenes økologiske funktion udebliver.
Bekræftet i det vi i forvejen godt vidste: naturlig græsning kan ikke opnås ved tilskudsfordring og uden brug af hegn - gik vi videre langs engens mæandrerende vandløb. Langs vandløbet blev det tydeliggjort at visenterne kunne mere end bare æde hø fra foderstandere. Her så vi store erosions huller i brinkerne foretaget af visenter, som gang på gang har krydset vandløbet samme sted – lidt ligesom gnuerne gør på savannen i det syd- østlige Afrika. Den slags naturlig dynamik ses ikke i Danmark i samme skala, hvilket primært skyldes barrierer i dansk vandløbslovgivning. Derudover så vi også spor efter bævere som havde fældet træer og lavet mindre dæmninger i vandløbet. Det var derfor tydeligt at vådområderne i skovkomplekset spiller en vigtig faktor i at åbne skoven op og dermed skabe variation i den ellers tætkronede skov.
Efter at have taget afsked med vores guide var næste punkt på dagsorden at besøge skovens kerneområde, som udgør ca. 10.000 ha strengt beskyttet skov. Her blev det meget tydeligt, hvad kontinuitet og vedvarende beskyttelse har af betydning for skovøkosystemets udvikling. Når træer får lov til at leve, dø og rådne i fred og ro, så sker der en stor akkumulering af dødt ved. I kerneområdet var omkring 35% af træerne over 150 år gamle og mængden af dødt ved ligger på 87-170 m3 dødt ved pr. ha. Til sammenligning har vi i de statslige danske skove 6,5 til 7,0 m3 dødt ved pr. ha. Der er altså tale om et skovområde med en størrelse og en aldersvariation blandt træer, som ikke tåler nogen sammenligning med de skove vi har i Danmark. Forventningerne var derfor enorme, da vi nåede til den imponerende træport som symboliserede indgangen til den vilde gamle skov.
Billede 5. I det strengt beskyttede kerneområde fik træerne lov til at leve og dø i fred. De mange kubikmeter dødt ved bevirkede at området var rigt på mange vedboende arter.
Billede 6. En liggende 500-600 år gammel træruin.
Billede 7. Kølle-stødsvamp eller på engelsk ”dead man’s fingers”.
Billede 8. En kæmpeamøbe også kendt som et svampedyr.
Heldigvis blev forventningerne også indfriet, da vi trådte ind i skoven, som udover de enorme ældgamle træer også husede 10.000 insektarter, over 4.000 forskellige svampe, 1.070 karplanter og 400 laver. Det overvældende syn af farvestrålende svampe på de 200, 300 og endda 600 år gamle levende og døde træer gjorde det ufatteligt svært ikke at stoppe op hele tiden og betragte det, som vores generationer aldrig kommer til at opleve i samme grad i Danmark.
Emneord
