Værd at vide om infektion med mycoplasma hos kvæg

Mycoplasma bovis er en værtsspecifik bakterie, som er meget modstandsdygtig overfor antibiotika. Værten er kvæg - kun meget sjældent kan M. bovis isoleres fra får.

Kvæg optager bakterien via luftveje, munden eller via yveret. Den kan også spredes via blodet og derved til andre steder i kroppen - fx led.

M. bovis har den egenskab, at den danner en biofilm. Det gør bakterien i stand til at overleve længere tid i miljøet. Biofilmen gør den mindre modtagelig over for varme, rengøringsmidler og desinfektionsmidler i forhold til andre mycoplasmer, der ellers er meget lidt resistente. M. bovis har således vist sig at kunne overleve ved lave temperaturer i længere perioder: op til to måneder i mælk, tre uger i halmstrøelse og to uger i vand. Bakteriens mulighed for at overleve i disse materialer reduceres dog væsentligt ved højere temperaturer.

Udbredelse af Mycoplasma bovis

Infektion med bakterien Mycoplasma bovis er blevet påvist i forbindelse med kliniske tegn på led-, lunge, mellemøre- og yverbetændelse hos kalve og køer i Danmark siden starten af 1980’erne. I årene 2011-2014 var der omkring 40-60 udbrud om året forbundet med Mycoplasma bovis. Det var en voldsom stigning i forhold til tidligere, og årsagen til denne pludselige stigning kendes ikke med sikkerhed, men bakteriens genetiske kode har været anderledes end i mycoplasma bovis-isolater før 2000.

I de senere år er forekomsten tilsyneladende faldet, og beretninger om udbrud er blevet sjældnere. Mycoplasma bovis er en lidelse, vi er blevet meget klogere på gennem forskellige projekter i Danmark og resten af verden, der ligeledes har haft øget fokus på infektionen de senere år. Men der er fortsat områder, der mangler at blive belyst.

Sådan smitter mycoplasma bovis

Mycoplasma smitter ved kontakt fra dyr til dyr. Typisk via snot eller spyt. Dvs. hvis et inficeret dyr drikker vand eller æder foder, bliver både fodertrug og vandkar inficeret. Der kan også ske smitte under malkning eller via mælken, hvis et dyr har mycoplasmer i yveret.

Særligt er ko/kalv smitte via indtagelse af mycoplasma-forurenet mælk velbeskrevet. Indkøb af dyr er også en velbeskrevet årsag til spredning af sygdommen og kan foregå ved introduktion af raske/latente smittebærere.

Symptomer ved Mycoplasma bovis

M. bovis findes i de øvre luftveje hos mange raske kreaturer. Bakterien kan give anledning til sygdom, når der sker opformering og direkte spredning af bakterien til andre steder i kroppen end de øvre luftveje - f.eks. lungerne eller mellemøret. Spredning med blodet kan forekomme, og infektionen kan derefter sprede sig til f.eks. led.

Mycoplasma Bovis-infektion kan give følgende symptomer:

1.    Mellemørebetændelse
2.    Lungebetændelse
3.    Ledbetændelse
4.    Akut yverbetændelse
5.    Øjenbetændelse

Hvilke af symptomerne, man ser hos det enkelte dyr, afhænger bl.a. af alderen, men affektionsstederne kan variere mellem besætninger og indenfor besætningerne.

I praksis ses sygdommen oftest hos 2-6 uger gamle kalve eller 14-21 dage efter indsættelse i slagtekalvebesætninger. Det hænger sammen med øget modtagelighed i den aldersgruppe eller mælkefodring med M. bovis-forurenet mælk, for eksempel ved brug af framalket mælk fra køer med mycoplasma-yverbetændelse.

1. Mellemørebetændelse

I tidlige og milde tilfælde af mellemørebetændelse forbliver kalven opmærksom og har god appetit. Med udvikling af sygdommen kan kalven få feber og holder op med at drikke og æde. De specifikke kliniske tegn, hvor ører og øjenlåg hænger, ses nogle gange i begge sider, andre gange kun i den ene side, og man kan se at kalven holder hovedet skævt.

Man skal være opmærksom på, at mellemørebetændelse formentlig er meget smertefuldt for kalven, som derfor bør behandles med smertestillende medicin. Smerte i øret kan ses ved at kalven ryster med hovedet og/eller gnubber øret. Hængende øjenlåg kan forårsage tårevæske på huden ved den inderste øjenkrog. Hvis trommehinden springer, kan der komme pus ud af øret. Hvis M. bovis får adgang til det indre øre, vil tydelig hældning af hovedet og balanceproblemer være typiske kliniske tegn.

2. Lungebetændelse

M. bovis-lungebetændelse forekommer i alle aldre, og de kliniske tegn er ofte uspecifikke. Hos kalve ser man ofte feber, tåreflåd fra øjenkrogen og nedsat appetit, men også vejrtrækningsbesvær, næseflåd og hoste kan forekomme.

En dansk undersøgelse fra 2016 viste, at M. bovis var det hyppigst forekommende
sygdomsagens i skylleprøver fra slagtekalve med kliniske symptomer på lungebetændelse. I 57 % af de undersøgte kalve blev der fundet M. bovis.

I flere af skylleprøverne blev der også fundet andre mikroorganismer, hvilket understøtter tidligere undersøgelser, der viste, at det ofte er en kombination af forskellige mikroorganismer, der er ansvarlig for sygdomsforløbet hos den enkelte kalv.

3. Ledbetændelse

M. bovis-ledbetændelse forekommer i alle aldre. Meget ofte ses det i forknæled, men det kan også vise sig i hofte-, knæ-, hase-, skuldre eller albueled. Nogle gange er hævelsen mere udbredt langs hele benet, og der kan gå hul på huden pga. tryk fra underlag, når kreaturet lægger sig og har svært ved at rejse og lægge sig.

Dyret har ofte stærke smerter og bliver springhalt, og det angrebne led er varmt. Det kan have feber og nedsat ædelyst. Der bør behandles med smertestillende medicin, med mindre dyret aflives på stedet.

Benproblemer i besætninger under mistanke for smitte med Mycoplasma bovis

4. Yverbetændelse

Yveret er det sted, hvor smitten, ifølge litteraturen, hyppigst kommer til udtryk hos voksent kvæg. De seneste års udbrud i Danmark har dog ikke givet noget entydigt billede, da flere besætninger har oplevet primære symptomer i led hos voksne kreaturer - især hase- og kodeled.

Ved kliniske mycoplasma bovis-yverbetændelser er det ofte mere end én kirtel, der rammes. Angrebne kirtler er typisk hævede og i starten meget hårde. Mælkesekretet varierer typisk fra let fortykket til et meget karakteristisk tykt og brunt sekret.

Koen kan være irriteret og eventuelt vise tegn på systemisk påvirkning og tab af mælkeydelse

Yverbetændelse i besætninger smittet med Mycoplasma bovis

5. Andre lidelser

M. bovis kan også give betændelsestilstande i øjenlåg, hjernehinder eller betændelse i hjertet.

Kalvesygdomme i besætninger smittet med Mycoplasma bovis

Diagnostik af Mycoplasma bovis

Diagnostikken af Mycoplasma bovis på individniveau og besætningsniveau besværliggøres af to faktorer:

1. bakteriens udskillelsesmønster og immunsystemets svar på infektion med bakterien varierer meget fra dyr til dyr, og
2. sygdommen og immunforsvarets dannelse af antistoffer rettet mode infektionen er meget dynamiske, dvs. de udvikler sig hurtigt og aftager også meget hurtigt.

Således kan antistofniveauet i blod på smittede dyr stige i løbet af 1-2 uger og falde igen i løbet af 1 måned. Dog er antistofreaktionen hos helt unge kalve i mange tilfælde meget ringe, og blodprøveanalyser for antistoffer med de ELISA-tests, vi har til rådighed i dag, kan ikke anbefales på kalve under 3 måneder.

Testresultater, som er ældre end 30 dage, bør under ingen omstændigheder betragtes som repræsentative for dyrs eller besætningers infektionsstatus. Det gør overvågning vanskelig, blandt andet fordi det kræver hyppigere testning end for andre sygdomme, som vi har overvågnings-og bekæmpelsesprogrammer for.

Dyrkning har tidligere været den foretrukne metode, men er både tidskrævende, besværlig og koster derfor en del. Endvidere skal prøverne transporteres på køl i glas med bronopol, som er et konserveringsmiddel, der hindrer vækst af andre bakterier under transport, og prøverne gerne skal analyseres indenfor 24 timer.

PCR-analyse anses i dag generelt for at være en lige så sikker metode som dyrkning og er billigere. PCR bruges til at bestemme om DNA af Mycoplasma bovis er til stede i en given prøve. Resultatet angives i en Ct-værdi, som er et indirekte mål for mængden af DNA og derved koncentrationen af bakterier i prøven.
En Ct-værdier under 37 er positiv og et tegn på infektion og aktiv smittespredning i besætningen. Testen er dog ikke ret følsom, og derved er der stor sandsynlighed for, at reelt inficerede besætninger viser PCR-prøver mellem 37 og 40. På individniveau vil lave PCR-værdier (< 32) fra mælk eller ledvæske som regel også være tegn på infektion.

ELISA-metoden bruges til at påvise antistoffer. I modsætning til PCR og dyrkning, viser antistof-målingen ikke et her og nu- billede af, om der er infektion i besætningen, men derimod hvad der er sket tilbage i tiden. Påvisning af antistoffer er altså et indirekte udtryk for, at besætningen eller dyret har været i kontakt med bakterien. I modsætning til dyr, der har været i kontakt med BVD-virus, og som derefter typisk opretholder et livslangt antistofrespons, er antistofresponset for Mycoplasma bovis meget mere fluktuerende. Tidligere studier har vist en halveringstid på ca. 20 dage.
Man bør ikke teste ungdyr under tre måneder med ELISA, fordi kalvene indtil da stadig kan have antistoffer fra moderen. Endvidere ser man ofte at kalve under 2,5 -3 måneder enten ikke kan danne antistoffer mod Mycoplasma bovis, eller også at den nuværende tilgængelige test ikke kan påvise de antistoffer, kalven har.
På individniveau er ELISA-værdien positiv ved en ODC% på 37 eller derover. På tankmælksniveau er der en sammenhæng mellem forekomsten af antistofpositive dyr i besætningen og ELISA ODC% i tankmælk. Men generelt skal der 37 % positive dyr til, før ODC% i tanken overstiger 50. Ved antistofniveau i tankmælk på 50 eller højere er der stor sandsynlighed for, at der foregår aktiv smittespredning i besætningen.

Tankmælksdiagnostik

I tilslutning til udbrud af Mycoplasma bovis ser man ofte en stigning i tankmælkens indhold af antistof, og tankmælken kan begynde at indeholde DNA fra bakterierne i større koncentrationer, som kan måles med PCR-test. Undersøgelser af PCR-værdier og antistof-indhold i tankmælk fra danske besætninger med udbrud af Mycoplasma bovis viser dog et meget broget mønster.

Oftest skal der flere prøver til over en periode, og forskellige test kan komplementere hinanden. Enkeltstående PCR-værdier og antistofværdier fra tankmælk er usikre indikatorer på sygdommen, men alt andet lige må en positiv reaktion i tankmælken være et varsel om, at der kan være en smitterisiko i besætningen.

En negativ tankmælksprøve er usikker, bl.a. fordi studier har vist, at tankmælksværdierne ikke kan bruges til at sige noget om infektionsstatus blandt ungdyrene, men også fordi syge dyr malkes fra, så deres bakterier og antistoffer ikke måles med i prøven, selvom de opholder sig i besætningen og kan sprede smitten.

Desuden er det primært køer med M. bovis yverbetændelse, der udskiller antistoffer i mælken, mens køer med fx ledbetændelse udskiller meget få antistoffer i mælken. Så en antistofmåling fra tankmælk skal altid sammenholdes med de kliniske tegn, der ses i besætningen.

Enkeltdyrsdiagnostik

Diagnostik på det enkelte dyr kan også være en udfordring. Tilsyneladende er raske smittebærere en særlig udfordring i forhold til Mycoplasma bovis. Disse kan ikke altid identificeres. Måling af antistoffer i blod kan give et praj om, hvorvidt et dyr har været inficeret eller ej, men siger ikke nødvendigvis noget om dyrets aktuelle infektionsstatus. Desuden er der mange smittede dyr, der slet ikke får nogen målbar reaktion i blodprøverne.

En blodprøve kan således ikke fortælle, om et bestemt dyr aktuelt er inficeret og smittefarligt. Til gengæld vil der i en sygdomsramt gruppe af dyr som regel være nok dyr, der reagerer i ELISA-testen. Derfor kan man bruge blodprøver fra adskillige dyr i en gruppe ramt af Mycoplasma-lignende til at danne sig et indtryk af, om der er smittespredning i gruppen/besætningen.

Tager man fx 15 blodprøver fra en sygdomsramt gruppe af kalve over 3 måneder eller køer og ser et gennemsnitligt antistofniveau over 37 ODC% i ELISA-målingerne (BioX Bio K302-testen), er det et ret sikkert tegn på, at der er sygdom, forårsaget af Mycoplasma bovis i gruppen – evt. i kombination med andre patogener.

Påvisning af mycoplasma-bakterier fra sygdomsramte væv og organer giver en høj grad af sikkerhed for korrekt diagnostik. Påvisning af mycoplasma-bakterier i mælk fra køer med yverbetændelse eller i ledvæske fra dyr med akut ledbetændelse giver således god sikkerhed for korrekt diagnostik. Undersøgelse af skylleprøver fra luftrør eller prøver fra mellemøre og lunger og led, udtaget i forbindelse med obduktion, er andre gode muligheder for at stille diagnosen Mycoplasma bovis.
Påvisningen af bakterierne kan ske ved dyrkning eller PCR.

Testprocedurer Ved indkøb af dyr

Grundlæggende anbefaler SEGES, at indkøb af dyr begrænses til besætningsudvidelse og specialiserede produktioner.

Man bør spørge ind til, hvorvidt der tidligere har været kliniske symptomer i besætningen, der er forenelige med Mycoplasma bovis. Tidligere PCR- og antistofanalyser på besætningen bør også gennemgås. Desuden bør man forhøre sig om kalvedødeligheden og forekomsten af lungebetændelse. Som beskrevet ovenfor er diagnostik af Mycoplasma bovis vanskelig på grund af det varierede udskillelsesmønster for den enkelte ko.

I forbindelse med indkøb af dyr, hvor man ønsker større vished om mycoplasma-status, anbefales det at teste minimum 15 dyr for antistoffer. Det bør gøres max. 30 dage fra dyrene indsættes i besætningen, og mens de er i karantænestald eller står i leverandørbesætningen. Hvis mere end ét dyr tester positivt, bør man rådføre sig med sin lokale rådgiver inden indkøb. Det anbefales ligeledes at indsætte de indkøbte dyr i et separat afsnit af stalden eller en anden bygning på gården, så de kan vænne sig til det nye miljø langsomt.

Ved mistanke om besætningsudbrud

Ved mistanke om mycoplasma-udbrud bør en stikprøve på minimum 15 køer undersøges for Mycoplasma bovis-antistoffer ved blodprøvning. Køer med kliniske tegn, der er forenelige med Mycoplasma bovis, skal indgå i stikprøven.

Hvis der er køer med yverbetændelse, der er forenelige med Mycoplasma bovis, kan mælken undersøges ved PCR, eller der kan tages blod- eller mælkeprøver til antistofmåling. Mælkeprøver fra enkeltdyr er kun egnede til diagnostik af mastitis - ikke til køer med led- eller lungebetændelse.

Ved besætningsudbrud

Det er ikke praktisk muligt med sikkerhed at stille en eksakt mikrobiologisk diagnose på alle syge dyr i forbindelse med et besætningsudbrud af Mycoplasma bovis. Derfor må vurderingen af omfanget af et sygdomsudbrud nødvendigvis baseres på klinisk undersøgelse kombineret med mikrobiologiske eller antistofprøver af et repræsentativt udsnit af de syge dyr.

Behandling af Mycoplasma Bovis

1.    Yverbetændelse

Behandling med antibiotika for Mycoplasma Bovis-relateret sygdom har ringe effekt. Derfor anbefales det generelt ikke at antibiotikabehandle køer med synlige symptomer på mycoplasma-yverbetændelse. I stedet skal køerne isoleres og smertebehandles. Man bør overveje, om udsætning er den bedste løsning, da dyrene kan være raske smittebærere.

2.    Ledbetændelse

Kreaturer med mycoplasma bovis-relaterede ledbetændelser kan forsøges behandlet med antibiotika for at forsøge at minimere symptomerne og de forandringer, bakterien kan forårsage i leddene. Både behandling med antibiotika og smertelindrende midler bør indledes hurtigst muligt - både af hensyn til koens velfærd, men også for at opnå tidlig betændelsesdæmpende effekt. Dyrene skal isoleres.

3.    Lungebetændelse

Kreaturer med lungebetændelse skal behandles med antibiotika i høje doser, for at reducere risikoen for resistensudvikling, samt smertelindrende og betændelsesdæmpende midler jf. forskrift fra dyrlæge. Her er det ligeledes væsentligt, at behandlingen indledes hurtigst muligt, og at dyrene isoleres.

4.    Mellemørebetændelse

Mellemørebetændelse er en lidelse, der anses for kronisk. Derfor vil antibiotika have ingen eller meget begrænset effekt. Hvis dyret har smerter eller på anden måde forringet velfærd - eller der kan være risiko for udvikling af rask smittebærer, skal det udsættes.

Eventuelt indkøb af dyr efter mycoplasmaudbrud i egen besætning

Generelt anbefaler SEGES ikke indkøb af dyr efter udbrud af mycoplasma i besætningen, men derimod at besætningen bruger egen avl til at komme tilbage på niveau.  Er det strengt nødvendigt med indkøb efter mycoplasmaudbrud, bør der altid foreligge en veterinærfaglig vurdering forinden, da risikoen ved indkøb er besætningsafhængig og bl.a. afhænger af, hvor udbredt smitten er/har været.

De indkøbte dyr skal komme fra besætninger med højere sundhedsstatus, og der skal gå mindst 3 måneder efter sidste kliniske tilfælde. Dyrene bør indsættes i adskilt staldafsnit i en periode for at vænne sig til det nye miljø, da stress ved indsætning af fremmede dyr kan udløse et nyt udbrud. Man skal være opmærksom på, at Mycoplasma-bakterier kan ligge latent i subklinisk smittede dyr. Den angivne periode er derfor ikke en garanti for, at der ikke kan forekomme nye tilfælde, der starter ved smittespredning fra egne dyr, for eksempel når tidligere smittede kvier eller køer kælver.