Kollage af marker, landbrug, vindmøller

Økonomi og ledelse

CSRD og ESRS: Sådan påvirkes danske landbrugsvirksomheder

Du er nok ved at være med på, hvad ESG står for. Men bag landbrugsvirksomhedens kommende ESG-rapportering ligger endnu flere forkortelser, som er vigtige at kende til - for eksempel CSRD og ESRS.

I denne artikel giver vi en status på, hvordan CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive), ESRS (European Sustainability Reporting Standards) og EU’s rammeværk har eller får indflydelse på landbrugsvirksomhedens rapportering af bæredygtighed.

”Området er stort og komplekst, og jeg medgiver, at det på nuværende tidspunkt er langt fra den enkelte landmands hverdag. Over de næste år vil det ændre sig, og det er en god ide for den danske landmand at være på forkant,” siger chefkonsulent Kenneth Kjeldgaard fra SEGES Innovation, der står bag notatet Konkretisering af landbrugsvirksomhedens bæredygtige målepunkter.  

”Notatet giver forståelsen af, hvordan de kommende krav for rapportering i bund og grund starter hos EU. Det er først nu, at lovgivningen i EU er ved at komme på plads, og vi dermed kan beskrive kravenes vej fra EU over de største virksomheder i Danmark og ned til den enkelte landmand,” fortsætter Kenneth Kjeldgaard.

https://www.seges.tv/v.ihtml/player.html?token=414191809d9ae5fc713443d2049ac48f&source=embed&photo%5fid=106581181&autoPlay=0&endOn=

Fra ESRS til ESG: Hvis du vil sikre dig finansiering til bæredygtig udvikling og have mulighed for at lave nye investeringer i fremtiden, så skal du begynde at interessere dig for EU’s nye bæredygtighedskrav. I denne video forklarer Ivan Damgaard fra SEGES Innovation, hvorfor EU’s nye bæredygtighedskrav har betydning for dig som landmand, og hvordan du skal forholde dig til den nye virkelighed.

Krav om rapportering af bæredygtighed er lige om hjørnet

Fra 2025 og 2026 skal den finansielle sektor og store aftagervirksomheder rapportere på bæredygtighed i forbindelse med deres årsrapport og sætte mål for deres bæredygtighed. Dette medfører krav om dokumentation af den enkelte landbrugsvirksomheds bæredygtighed. 

EU-direktivet, Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) og European Sustainability Reporting Standards (ESRS) fastsætter kravene til fremtidig bæredygtighedsrapportering for store virksomheder. Omkring 25 primære landbrugsvirksomheder i Danmark forventes at være direkte omfattet af disse rapporteringskrav, gældende fra 2026 baseret på deres 2025-årsrapport.

CSRD-virksomheder skal inkludere bæredygtighedsoplysninger baseret på en dobbelt væsentlighedsvurdering. Landbrugsvirksomheder kan indgå i store virksomheders værdikæde som leverandører eller underleverandører, og de kan derfor blive omfattet indirekte af kravene, da CSRD-virksomheder vil efterspørge oplysninger fra deres værdikæde til bæredygtighedsrapportering.

”Hvis du som landmand leverer til for eksempel Danish Crown, Arla eller DLG, bliver du indirekte omfattet. Hvilke rapporteringskrav du bliver mødt af, afhænger af, hvad de store virksomheder kommer frem til, når de analyserer deres egne virksomheder,” siger Kenneth Kjeldgaard.

Potentielle værdikædeoplysninger for landbrugsvirksomheden:

Miljøpåvirkning (E):

  • CO2-udledning
  • Pesticid- og gødningsforbrug
  • Biodiversitet og jordkvalitet

Sociale forhold (S):

  • Arbejdsforhold og medarbejderrettigheder
  • Lokalsamfundets påvirkning
  • Sundhed og sikkerhed

Governance-strukturer (G):

  • Risiko- og krisestyring
  • Økonomiske resultater og investeringer i bæredygtighed
  • Ledelse og økonomisk styring

”G’et er ikke et krav ifølge ESRS, så dit aftagerled vil ’kun’ efterspørge data om E’et og S’et. Til gengæld vil dine finansielle samarbejdspartnere efterspørge data på G’et af kreditmæssige årsager,” siger Kenneth Kjeldgaard som bemærkning til ovenstående værdikædeoplysninger.

Forberedelse og konsensus om målepunkter

Kenneth Kjeldgaard påpeger, at det vil være fordelagtigt, hvis den finansielle sektor og aftagervirksomhederne kan enes om en fællesmængde af målepunkter og oplysninger. Dette sker dog ikke lige med det samme.

”Det forventes, at konsensus om værdikædeoplysninger vil blive større over tid og automatiseret, men landbrugsvirksomheder skal være forberedt på forskellige krav fra deres samarbejdspartnere,” siger Kenneth Kjeldgaard. ”Gennemgang af ESRS og væsentlighedsvurdering vil hjælpe med at identificere relevante ESG-oplysninger og målepunkter.”

Dyk dybt ned i sagen ved at læse hele notatet udarbejdet af SEGES Innovation med støtte fra Promilleafgiftsfonden: Konkretisering af landbrugsvirksomhedens bæredygtige målepunkter

Vil du vide mere?

Støttet af