Kvæg

Simone vandt DM i DMS 2025

Simone har styr på alt fra kælvninger til klovlidelser – og nu kan hun også kalde sig vinder af DM i DMS 2025. Se videoen, og test dine egne skills i quizzen.

Der er data, lister og analyser – alt samlet i DMS. Et værktøj mange bruger – men hvor godt mestrer de egentlig at bruge det? Det satte DMS-teamet sig for at undersøge i forbindelse med Kvægkongressen 2025, hvor DMS-brugere fra hele landet kunne teste sin viden om DMS – både fysisk på messen og online hjemme på kontoret. Spørgsmålene spændte bredt fra f.eks. foderstyring, klovlidelser til varmestress. 

Nu er vinderen fundet! Simone, der til daglig er kvægbrugsleder på Nørupgaard, var én af de mange, der tog udfordringen op – og det gjorde hun så godt, at hun løb med sejren. 

DMS er blevet en naturlig del af hverdagen

Simones præcision og indsigt i DMS har ikke kun imponeret konkurrencearrangørerne – det er også noget, hendes chef har lagt mærke til i det daglige arbejde.

"Simones it-kundskaber og overblik i forhold til DMS er helt sublimt," fortæller Peter Dahl Schelde, der er ejer af Nørupgaard.

For Simone selv er DMS blevet en naturlig del af hverdagen – og en hjælp, hun ikke ville undvære.
”For mig er DMS uundværligt i min hverdag – der er så meget data i DMS, som er vigtigt for mig – alt fra laktationsdata, antal insemineringer til forventet kælvninger… Når der er så mange dyr, er vi nødt til at have en eller anden form for hjælpende hånd til at holde styr på det data, vi har på vores dyr," fortæller hun. 
to personer står i en kvægstald og holder et skilt hvor der står vinder af DM i DMS 2025

Peter Dahl Schelde, ejer af Nørupgaard og Simone Marschall, kvægbrugsleder, Nørupgaard.

EasyCow gør en kæmpe forskel

Især én funktion har gjort en stor forskel for Simone. 

"Jeg synes, det allerbedste er EasyCow – jeg er så glad for, at jeg kan have det på min telefon og tage alt data med mig rundt. Jeg har alt det nødvendige, jeg skal bruge, når jeg står herude på fodergangen."
Og selvom sejren i DM i DMS har ført til ære, diplom og pizzaer til hele bedriften, så handler det for Simone stadig om det, der virker i hverdagen.

"Ja, jeg ved ikke... Kunne slet ikke forestille mig, at man kunne undvære det," afslutter hun med et smil.

Du kan selv prøve kræfter med DMS-quizzen

Se videoen, hvor Simone får overrakt sin præmie.

Vil du vide mere?