Det ekstreme vejr i maj, juni og juli 2018 giver anledning til at overveje, hvordan det passer ind i den generelle vejrudvikling set over en længere periode. Maj, juni og juli 2018 har været rekordvarm, rekordtør og rekordsolrig sammenlignet med de foregående 145 år. Set i det helt lange perspektiv siden 1874 går udviklingen i retning af, at maj, juni og juli samlet set bliver varmere, lidt vådere og med et uændret antal soltimer.
Vejrforholdene i maj, juni og juli er væsentlig for alle afgrøder; men for de afgrøder, der dyrkes til modenhed, hvilket udgør ca. 70 % af landbrugsarealet, er vækstbetingelserne næsten udelukkende defineret af vejrforholdene i disse tre måneder.
Temperatur
Temperaturen i maj, juni og juli er med sikkerhed steget i løbet af de 145 år, hvor der findes meteorologiske målinger. Temperaturen er steget ca. 1 grad, jf. figur 1. Stigningen har imidlertid ikke været jævn gennem hele den 145 år lange periode. Det fremgår tydeligst af figur 2, hvor temperaturen i maj, juni og juli siden 1874 er vist som et glidende 10-års gennemsnit.
Perioden fra 1930 til 1960 var forholdsvis varm. Perioden fra 1960 til 1990 var klart køligere end de foregående 30 år. Perioden efter 1990 har været præget af ret jævnt stigende temperaturer samlet set for de tre måneder. Udsvingene i temperatur fra år til år, der fremgår af figur 1, ser umiddelbart ikke ud til at være blevet større.