Grise, Planter

Foderblandinger til smågrise med lavt klimaaftryk

Resumé

Meddelelse 1305: Foderets klimaaftryk betyder ikke meget for Danmarks nationale regnskab, men er en væsentlig del af løsningen, når klimaaftrykket pr. kg grisekød skal reduceres.

Tre firmaer har vist, at det samlede klimaaftryk pr. kg tilvækst hos smågrise kan reduceres med 32-42 %, når sojaskrå erstattes helt eller delvist med alternative proteinkilder. BAT Agrar, Danish Agro og Vestjyllands Andel har alle deltaget i denne firmaafprøvning med det formål at sammenligne en standardblanding til smågrise med deres bud på klimaoptimerede foderblandinger til smågrise i vægtgruppen 12-30 kg. Foderet blev afprøvet i en kommerciel besætning, hvor kontrolfoderet var besætningens vanlige standardblanding baseret på korn og sojaskrå.
  
Der blev ikke fundet statistisk sikker forskel på produktionsværdien af foderet mellem kontrolgruppen sammenlignet med henholdsvis BAT Agrar og Vestjyllands Andel. Foderet fra Danish Agro resulterede i lavere produktionsværdi i forhold til kontrolgruppen. Det kunne ses i form af lavere daglig foderoptagelse og tilvækst. Produktionsværdi er værdien af daglig tilvækst og foderudnyttelse beregnet med 5 års gennemsnitlige priser og samme foderpris i alle grupper. Der blev registreret dødelighed og frekvens af sygdomsbehandlinger, men afprøvningen var ikke dimensioneret til at detektere forskelle med hensyn til disse parametre, hvor de registrerede niveauer i øvrigt var lave.

Sojaskrå var hos alle firmaer erstattet helt eller delvist af andre proteinråvarer som raps, solsikke, hestebønner og ærter. Det var kun Danish Agro, der helt undlod at inkludere sojaskrå i blandingen og i stedet inkluderede en høj andel raps. Det kostede lidt på produktiviteten, men gav det laveste klimaaftryk pr. kg tilvækst. 

Alle tre firmaer har leveret foder med et betydeligt lavere klimaaftryk end kontrolfoderet. Det var vel at mærke, når klimaaftrykket fra fældet regnskov og humusoxidering fra tørvejord blev medregnet.

Vil du vide mere?

Støttet af