Kvæg

Giftige planter - Skærm-Vortemælk

Beskrivelse, giftvirkning og behandling af Skærm-Vortemælk.

Familie: Vortemælkfamilien (Euphorbiaceae)

Slægt: Vortemælk (Euphorbia) Spurge

Art: Skærm-Vortemælk (E. helioscopie), Sun Spurge

Udseende

Skærm-Vortemælk er en 10-30 cm høj, gulgrøn plante med en 5-grenet skærm, der atter forgrener sig. Bladene er omvendt ægformede med fint savtakket kant. Blomsterne dannes af skålformede, grøngule støtteblade, som indeslutter de reducerede blomster, der kun består af støvdragere og grifler. Planten blomstrer fra juli - september. Planten indeholder en hvid mælkesaft. Skærm-Vortemælk er enårig.

Voksesteder

Skærm-Vortemælk er almindelig på sædskifte-arealer, langs veje og i haver og parker.

Forvekslingsmuligheder

Skærm-Vortemælk kan forveksles med Gaffel-Vortemælk (Euphorbia pelus). Gaffel-Vortemælk er mindre og har helkantede stilkede blade. Alle Vortemælkarter indeholder den hvide giftige mælkesaft som Skærm-Vortemælk.

Giftvirkning

Den hvide mælkesaft i Skærm-Vortemælk indeholder bl.a. giftstoffet euphorbon.

Skærm-Vortemælk kan fremkalde forgiftninger hos alle husdyr. Giftvirkningen er mo­derat, og husdyr kan tåle mindre mængder af Skærm-Vortemælk. Dyrene vil normalt vrage Skærm-Vortemælk under afgræsning. Derimod kan Skærm-Vortemælk give pro­blemer i fodermidler, hvor dyrene ikke kan fravælge planten.

Symptomer

Ved kontakt med huden kan saften fra Vortemælk fremkalde betændelse med blæredan­nelse. Denne betændelse kan også opstå i munden på de dyr, der indtager Vortemælk.

Ved optagelse af Vortemælk er symptomerne mavesmerter, diarré, spytafsondring, svimmelhed, hovedrystelser, koma og død.

Behandling

Undgå at dyrene får foder med indhold af Vortemælk. Ved mindre forgiftninger vil symptomerne aftage efter 12 - 24 timer. Ved svære forgiftninger skal der tilkaldes dyr­læge.

Links

Canadian Poisonous Plants Information System

Emneord

Vil du vide mere?