Økonomi og ledelse

Risikostyring: Husk de langsigtede briller i en krisetid

Hvordan sikrer du bedst din bedrift, når der er krig i Europa, og priserne på råvarer er uforudsigelige? Her får du 3 gode råde til, hvordan du bedst styrer gennem krisen, når det kommer til køb og salg.

Situationen i Ukraine sætter sine dybe spor i Europa og resten af verden, og de menneskelige omkostninger er ubærlige. Økonomisk har krisen også stor betydning, og for dig som selvstændig landmand er det vigtigere end aldrig før at vurdere dine økonomiske risici. 

I denne artikel ser vi på forholdene omkring ændring i produktpriser på indkøb og salg samt afsætnings- og forsyningssikkerhed.

Sanktioner mod Rusland og manglende eksport fra Ukraine er blot nogle af de faktorer, der påvirker de danske og internationale markeder i den kommende tid. Priser på og tilgængelighed af gødning, korn og energi vil ændre sig mere, end det i forvejen var spået.

”Risikostyring har altid været vigtig, men er det endnu mere i øjeblikket. En krise som denne sætter spot på, at det er en vigtig del af ens virksomhed,” fortæller Kirsten Marie Risbjerg, der er specialkonsulent inden for ledelse og økonomi hos SEGES Innovation.

En vigtig pointe fra SEGES Innovation er, at du som landmand bevarer det langsigtede fokus, selvom frygten måske sætter ind netop nu. Du får her tre punkter, du kan have med i baghovedet, når du lægger planer for fremtiden på din bedrift i forhold til produktpriser og forsyningssikkerhed.

1) Krisetid er ikke paniktid inden for risikostyring

SEGES Innovation anbefaler generelt, at du udarbejder en strategi for afdækning af risici for råvarer, der indeholder stillingtagen til eksempelvis fastprisaftaler på indkøb og opdeling af salg af afgrøder. Har du ikke en strategi, og har du for eksempel ikke fået lavet de fastprisaftaler, du godt ville have haft lavet set i bakspejlet, så er det vigtigt, at du lader panikknappen ligge og i stedet tager de langsigtede briller på. 

Det er verdensmarkederne, der for alvor spiller ind på danske landmænds pris- og råvarerisici lige nu, og derfor anbefaler SEGES Innovation, at man som selvstændig landmand får uvildig rådgivning af eksperter i makroøkonomiske forhold, det kan for eksempel være fra Agromarkets.

For selvom usikkerheden er stor i øjeblikket, skal du som dansk landmand ikke udelukkende se på, hvordan du får den billigste gødning indkøbt i morgen, men også på, hvordan du får sikret en fornuftig afdækning af dine risici på sigt.

”Vi er opmærksomme på, at de langsigtede briller kan være svære og ikke altid fordelagtige at tage på, hvis likviditeten er presset. Og at timingen i forhold til kontrakter og fastprisaftaler kan være dårlig. Men det ændrer ikke på, at man så vidt muligt skal tænke så mange skridt frem som overhovedet muligt,” siger Kirsten Marie Risbjerg fra SEGES Innovation.

2) Genbesøg din strategi for risiciafdækning

Har du lagt en strategi for afdækning af risici, og har du aftaler og kontrakter, du er tilfreds med, er det alligevel tid til at flyve en tur op med helikopteren og se din situation fra oven. Der kan nemlig være ting i din strategi, der skal justeres på baggrund af krigen i Europa. Kirsten Marie Risbjerg peger på flere punkter, hvor justeringer måske skal foretages:

”Måske du i højere grad skal substituere med billigere varer, måske produktionen for en tid skal nedskaleres, måske du skal opprioritere din selvforsyningsgrad, måske du skal afsætte dine varer på andre markeder? Der er mange ting at regne på, og derfor kan det være en god idé at genbesøge sin strategi,” siger Kirsten Marie Risbjerg. 

”Omvendt skal du heller ikke ændre i din strategi blot for at ændre. Der kommer også en tid på den anden side af krisen, og en god dialog med banken og et nøje øje på dit budget er vigtig.”

3) Put risici i baghovedet og fokusér på din produktion 

Når vinden blæser, er det godt at finde noget at holde fast i. For dig som landmand er det din produktion på bedriften.

”Gør noget ved det, du kan gøre noget ved. Jo bedre du passer din produktion, jo bedre er du stillet både menneskeligt og økonomisk. Dyr og planter får det ikke bedre af, at vi alle sammen sidder og bekymrer, så derfor er det vigtigt at bevare fokus på det, du er god til, nemlig at være landmand,” siger Kirsten Marie Risbjerg.
 
Har du ukrainske medarbejdere på din bedrift, er det naturligvis afgørende, at deres situation tages hånd om på den bedst mulige måde – det kan du læse om i artiklen Ukrainske medarbejdere i landbruget – omsorg og samtale i en svær tid.

Vil du vide mere?

Støttet af