Som landmand er det kun tilladt selv at behandle en ko for mælkefeber én gang og kun i perioden 4 dage efter kælvning. SEGES Innovation opfordrer til at sætte ind med forebyggende tiltag, hvis besætningen har over 7 % køer med mælkefeber.
Det er kun tilladt for landmænd selv at behandle køer med mælkefeber i de første 4 dage efter kælvning. For nok er mælkefeber typisk i perioden omkring kælvning med de klassiske symptomer; lammelse, kropstemperatur under 38,5 og kolde ører. Men tiden omkring kælvning er også højrisikoperiode for en lang række andre lidelser.
Derfor er der krav om, at det er dyrlægen, der i perioden ud over de 4 dage efter kælvning skal undersøge og evt. behandle koen.
Køer kan godt få mælkefeber før kælvning og også senere end de 4 dage. Det er dog ikke typisk for sygdommen, og man bør stærkt overveje, om koen lider af noget andet. Det er så ærgerligt at overse eksempelvis en børslyngning før kælvning, fordi man troede koen kun havde mælkefeber. Men faktisk kan en alvorlig coli-mastitis også føre til en lammet ko.
Hvis en ko ikke kommet på benene efter én behandling, er det som landmand ikke tilladt selv at behandle koen med kalk igen.
For det første er der en risiko for, at landmandens indledende diagnose ikke var korrekt, eller at der er opstået muskelskader eller knoglebrud. Derfor er det vigtigt at få dyrlægen på banen og få koen grundigt undersøgt.
For det andet er det ikke velfærdsmæssigt holdbart at have køer liggende, uden der er stillet en diagnose og givet en prognose for helbredelse.
I gennemsnit er ca. 7,5 % af danske køer omkring kælvning registreret med efterfølgende behandling af mælkefeber. Det tal dækker dog over en enorm variation fra hele 68 % i nogle besætninger til 0 % i andre. Faktisk har 13 % af de besætninger, hvor der er kælvninger, ingen behandlinger for mælkefeber.
68 % lyder dog som et urealistisk højt niveau af mælkefeber, og det er sandsynligt, at der er tale om registreringsfejl. Derfor opfordres alle til at være grundige, når de registrerer sygdom og medicinforbrug. Sammenligner man Danmark med andre lande, viser nyere udenlandske undersøgelser, at niveauet for forekomsten af mælkefeber ligger på 3-7 %
Undersøgelserne peger også på, at der er en række risikofaktorer. Ældre køer er i større risiko for at få mælkefeber, og Jerseykøer har en øget forekomst af mælkefeber sammenlignet med Holsteinkøer. Derudover er der en række forhold omkring fodring og management i goldperioden, der spiller ind.
Forebyggelse er altid vigtigt, men ligger besætningen over 7 % behandlede mælkefeber, bør der især sættes ind med forebyggende tiltag.
De kliniske tilfælde af mælkefeber, altså køer der bliver lammet, er nemlig kun toppen af isbjerget. Der er et langt større problem skjult i form af de køer, der ikke viser sygdomstegn, men som har subklinisk mælkefeber og lavt indhold af calcium i blodet omkring kælvning.
Både subklinisk og klinisk mælkefeber medfører en øget risiko for en lang række andre sygdomme, blandt andet tilbageholdt efterbyrd, mastitis og løbedrejning. Derfor er det vigtigt at have fokus på forebyggelsen.
Optimal goldkomanagement er en af nøglerne til at undgå mælkefeber. Det er dog vigtigt, at man ikke blander de forskellige tilgange, der er til goldkofodring.
Hvis man har valgt fasefodring, skal man følge den. Har man ikke valgt fasefodring, bør man følge de 21 anbefalinger i Danske anbefalinger for management af goldkøer.
Tildeling af calcium-bindere, som eksempelvis X-Zelit, til foderet i den sidste del af goldperioden eller indgift af calciumbolus i munden umiddelbart efter kælvning, kan også være en god ide, hvis man vil gøre en indsats for at forebygge mælkefeber.
Nogle landmænd kan blive fristet til at behandle en ko, som de mistænker, vil få mælkefeber, forebyggende med kalk i blodet. Men det har ofte den stik modsatte effekt.
Når man giver kalk i blodet, stiger indholdet af calcium i blodet nemlig voldsomt. Koen er selv i gang med at mobilisere calcium fra sine depoter primært i knoglerne. Men med et højt niveau af calcium i blodet stopper mobiliseringen, for kroppen tror, at der er rigeligt calcium. Efter nogle timer falder blodets indhold af calcium imidlertid, og efter 6 timer er niveauet af calcium i blodet lavere end udgangspunktet.
Det er langt bedre med en calciumbolus i munden ved kælvning og igen 12 timer senere, hvis man vil forebygge mælkefeber.
Når køer med mælkefeber ikke rejser sig igen, er det langt oftest på grund af komplikationer og skader, der er tilstødt og ikke selve mælkefeberen. For at sikre en ko med mælkefeber de bedste betingelser for helbredelse, er det derfor vigtigt, at koen ligger blødt. Der er nemlig risiko for, at der opstår muskeltrykninger, når koen er liggende.
Derudover kan der opstå skader, når koen forsøger at rejse sig, så underlaget bør være skridsikkert. Er der behov for at flytte en lammet ko, skal det gøres nænsomt på en båre eller plade. Samtidig skal koen beskyttes mod andre køer, der kan løbe hende ned.
Tag fat i din rådgiver, hvis du vil have bugt med klinisk og subklinisk mælkefeber og dermed få en mere velfungerende besætning.