Kvæg, Planter, Økologi

Køb ikke katten i sækken når du bestiller frøblanding til græsmarkerne

Der er i sæson 2025 større prisforskelle end normalt på frøblandinger til græsmarker – ikke mindst på økologiske blandinger, så undersøg om blandingen indeholder sorter med højt udbytte og foderværdi, så du undgår at købe katten i sækken.

I indeværende sæson oplever vi relativt store prisforskelle på frøblandinger til græsmarker – ikke mindst økologiske blandinger. Ved sammenligning af tilbud fra forskellige leverandører er det imidlertid vigtigt at forholde sig til, hvilke sorter der indgår i frøblandingen.
Ved køb af anbefalede blandinger nummereret 0-100 er du sikret, at der kun indgår sorter, der har været afprøvet under danske forhold indenfor de seneste 10 år, men ikke nødvendigvis de bedste sorter.

En besparelse på 3-5 kr. pr kg frøblanding kan virke tillokkende, men være dyrt købt. Græsmarker skal gerne ligge i 2-4 år med et årligt udbytte på ca. 10.000 FEN pr. ha, så en udbytteforskel på blot 5% med samme foderværdi kan medføre tabt indtjening på 500 kr. pr. ha årligt. 

SEGES Innovation har samlet forsøgsresultaterne for sortsafprøvningen af græsmarksplanter i et regneark, så det er nemmere at få overblik over, om frøblandingen indeholder de bedste sorter.

Læs mere om regnearket i Græsinfo gør det nemt at finde topsorterne til din græsblanding eller kontakt din lokale planterådgiver.

Vil du vide mere?

Støttet af

  • Logo for Planteafgiftsfonden (PLAF)