Kvæg

Case: Smittebeskyttelse er et fælles ansvar

LJM – Lind Jensen har gjort smittebeskyttelse til en del af deres DNA. Fra ruteplanlægning til desinficerede biler og tøjskift efter hvert besøg – de overlader intet til tilfældighederne i bestræbelsen på at undgå smittespredning.

Smittebeskyttelse er en uundgåelig del af moderne landbrug, og hos LJM - Lind Jensen er det en topprioritet. Som leverandør af skrabeanlæg, pumper og omrørere arbejder de dagligt med gylle, hvilket gør dem særligt opmærksomme på risikoen for at sprede salmonellasmitte. 

”Når vi arbejder med gylle hver eneste dag, er vi nødt til at tage smittebeskyttelse ekstremt seriøst. Vi kan ikke tillade os at slække på rutinerne – hver eneste detalje tæller, og derfor har vi en nedskrevet procedure for, hvordan vi arbejder med dette område,” fortæller Søren Jørgensen, der er salgschef i Agro og Industriafdelingen hos LJM - Lind Jensen og har været i virksomheden i mere end 10 år.

Systematik og planlægning er afgørende for smittebeskyttelse

For LJM - Lind Jensen starter smittebeskyttelse langt tidligere end på gårdbesøgene – den starter hjemmefra. Inden en montør overhovedet sætter sig i sin bil, bliver CHR-registret tjekket for at få overblik over besætningernes sundhedsstatus. 

”Det er en fast procedure, at alle vores medarbejdere tjekker sundhedsdata, inden de kører ud. Hvis en besætning har sygdom, sørger vi altid for at besøge den sidst på dagen, så vi minimerer risikoen for smittespredning,” forklarer Søren Jørgensen. 

Når dagens arbejde er slut, bliver bilerne grundigt rengjort med vand og sæbe, så de er 100 pct. rene til næste dags besøg. 

”Vi sætter en ære i at komme ud med en ren bil. Det er en fast rutine og noget, vi aldrig går på kompromis med,” understreger han.

Montører skifter tøj efter hvert bedriftsbesøg

En anden vigtig procedure for at højne smittebeskyttelsen under bedriftsbesøg er rent tøj. Hver montør har 20 sæt arbejdstøj til en uge, og efter hvert besøg bliver tøjet skiftet, uanset besætningens status. 

"Vi behandler alle besætninger, som om de potentielt kan være smittede. Vores gummistøvler bliver vasket og desinficeret, og hvis en gård ikke har vaskeudstyr til rådighed, har vi i de store biler altid vores egen højtryksrenser med i bilen," siger Søren Jørgensen, som fortæller, at det for medarbejderne er en helt naturlig del af jobbet. 

"Vores folk tager det her seriøst. De ved, at deres indsats kan være forskellen på en rask og en syg besætning," tilføjer han. 

Smittebeskyttelse er en investering i besætningens sundhed

Det grundige arbejde bliver bemærket af landmændene, som ofte kvitterer med ros. 

"Indimellem får vi godt nok at vide, at vi ikke er de billigste, men vores kunder ved også, at vores høje standard for smittebeskyttelse er med til at beskytte deres dyr og forretning," siger Søren Jørgensen. 

Smittebeskyttelse er ikke blot et spørgsmål om at overholde regler – det er en investering i besætningens sundhed og produktivitet. En syg besætning kan betyde store økonomiske tab for landmanden, og derfor er det vigtigt at gøre alt, hvad man kan for at minimere risikoen. 

Selvom JLM - Lind Jensen allerede har strikse procedurer, arbejder de konstant på at forbedre dem. 

”Vi synes, at vi er nået langt, men vi stopper aldrig med at optimere. Dyrevelfærd og sundhed spiller en stadig større rolle i branchen, og vi følger naturligvis udviklingen tæt,” afslutter Søren Jørgensen.

Vil du vide mere?

Støttet af

Logoer på alle partnere bag kampagenen Tag smitten ved hornene