Grise

Krom til grise i vækst og søer

Resumé

Notat 2421: Søers reproduktion påvirkes positivt og at grises tilvækst, foderudnyttelse og immunforsvar kan forventes svagt forbedret, hvis det i EU var muligt at tilsætte krom til foderet. Den optimale dosis vil sandsynligvis være omkring 200 μg krom pr. kg foder.

Formålet med notat 2421 er at belyse kroms fysiologiske og produktivitetsmæssige betydning for grise i vækst og for søer. Krom er et vigtigt mikromineral, men er i dag ikke tilladt som tilsætningsstof i grisefoder indenfor EU. Notatet ser på effekten af krom og dets anvendelse ud fra eksisterende litteratur, for på den baggrund at vurdere en mulig fremtidig brug af mikromineralet som tilsætningsstof. 

Krom indgår i både kulhydrat-, fedt- og proteinmetabolismen, og stimulerer blandt andet vævenes modtagelighed overfor insulin, så cellernes optagelse af glukose fra blodet forbedres. Mangel på krom vil potentielt reducere udnyttelsen af foderet samt påvirke søers reproduktion negativt. 

Hvis det var muligt at tilsætte krom til foderet, ville en dosering på omkring 200 μg krom pr. kg foder sandsynligvis være en optimal dosis for grise i vækst og for søer. 

De primære effekter vil for smågrisenes vedkommende være en øget modstandskraft efter fravænning og muligvis små forbedringer af produktiviteten. Hos slagtegrise kan svage forbedringer af produktivitet samt forbedringer af kødprocent potentielt opnås, da krom kan bidrage til en bedre energiudnyttelse, som potentielt kan sikre en større proteinaflejring. 

Den sandsynligvis største effekt ved tilsætning af krom til foderet vil ske hos søer, hvor produktiviteten kan forventes forbedret, idet der er set positive resultater ved brug af krom, både i form af øget kuldstørrelse samt fødsels- og fravænningsvægt. Desuden kan reproduktionen i form af både faringsprocent og brunst efter fravænning påvirkes positivt ved tilsætning af krom til foderet.

Vil du vide mere?

Støttet af