Opskriften på sunde slagtekalve
Masser af luft og halm. To gange daglig rengøring af vandkopper og tjek af trug. Og så et rigtig godt opsyn. Det er ifølge driftsleder Thomas Krog Nielsen opskriften på, hvordan han formår at holde medicinforbruget lavt og sundheden høj hos de 600 kalve, han har ansvaret for i starterstalden hos slagtekalveproducent Johannes Nielsen, Varde.
Vil ikke spare på halmen til kalvene
Thomas Krog Nielsen bruger dagligt to bigballer halm á 500-600 kg, for samtlige bokse strøs hver eneste dag. Det er meget halm, som skal opbevares, håndteres og ikke mindst muges ud igen. Men Thomas er ikke fristet til at sætte forbruget ned.
”Jeg tror, det går galt, hvis vi ikke holder dem godt opstrøet. Vi har en åben stald med masser af luft, og det er godt for sundheden. Men de skal altid kunne putte sig i tør halm bagerst i boksen, hvor der også er fri for træk, og det kræver meget strøelse for at undgå, at de fryser.” fortæller han.
En time til opsyn hos kalvene hver dag
Thomas er rigtig godt tilpas med stalden fra 2007 – året før han kom til bedriften. Ud over masser af luft, fremhæver han et godt overblik over dyrene. Noget han benytter sig af to gange dagligt, når han går en observationsrunde, hvor han udelukkende kigger på kalvene.
”Der er ikke noget med at have en skovl eller greb med i den ene hånd, så man også lige kan ordne det, man kommer om ved. Jeg har kun medicinkassen og et ringbind med, og jeg giver mig god tid, så jeg nærmest kigger hver eneste kalv i øjnene. På den måde fanger jeg altså meget,” fortæller Thomas.
Hver dag bruger Thomas i alt en time på grundig observation af kalvene. Luftvejslidelser behandles med Florkem og smertestillende, og det valg er ikke tilfældigt.
”Vi lægger vægt på at bruge et middel, hvor vi kun skal behandle én gang. Så er der ikke så stor risiko for at rende vild i det,” mener Thomas, der også sætter pris på mindre stress af kalven.
Bedriften har aldrig fundet det nødvendigt at behandle kalvene forebyggende med det, de kalder en ’velkomst-cocktail’.