køer der græsser på en mark

Natur og vandmiljø, Kvæg

Naturforvaltning med græssende kvæg skal give bedre økonomi og mere biodiversitet

Et nyt forsknings- og udviklingsprojekt har til formål at gøre naturforvaltning med kvæg til en rentabel forretning, samtidig med at biodiversiteten i Danmark får et betragteligt løft.

Med Aftale om et Grønt Danmark er der sat ambitiøse politiske mål om, at op mod 420.000 hektar intensivt dyrket jord skal omlægges til beskyttet natur og skov inden 2030. 

”Danmark er bagud, når det gælder forvaltning af naturarealer. Det skyldes primært, at arealerne enten ikke bliver afgræsset, eller at de afgræsses forkert. I GUDP-projektet Nature & Beef vil vi bl.a. beskrive, hvordan man laver god naturforvaltning med kødkvæg på forskellige typer naturarealer,” siger projektleder Anders Fogh fra SEGES Innovation.

Avl, strategi og forbrugere 

Det nye projekt er opdelt i tre arbejdspakker:

  1. Udvikling af avlsværdital som grundlag for at udvikle specialiserede kvægavlslinjer tilpasset anvendelse til naturforvaltning. Der er fokus på fødevalg, parasitresistens og fitness for Aberdeen Angus og Hereford. 
  2. Udvikling af naturforvaltningsstrategier som præcist angiver det rigtige match mellem type af naturareal, græsningstryk, græsningsperiode og valg af kvægtyper. 
  3. Udvikling og test af et biodiversitetsmærke for kød produceret på naturarealer. 

Fødevareproduktion 

Kvæg er en afgørende komponent i effektiv naturforvaltning, men økonomien i naturforvaltning kan dog være en udfordring. Projektet har derfor en dobbelt målsætning: at forbedre biodiversiteten og sikre, at naturforvaltning med kvæg kan blive en lønsom forretning.
 
”Med fokus på godt management, omkostningsstyring, nyt managementværktøj og højere afregning er målet, at flere landmænd vil se naturforvaltning som udgangspunktet for en fornuftig indtjening og et godt liv,” siger Anders Fogh. 
 
Interesserede besætningsejere (uanset kvægrace) er meget velkomne til at kontakte SEGES Innovation, hvis du har lyst til at deltage i projektet. Kontakt chefkonsulent Rikke Rørby Graversen. Se kontaktoplysninger nedenfor. 

Projektet er støttet af Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) og arbejdet sker i samarbejde mellem SEGES Innovation, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Eurofins, Danish Crown, Arla Foods, VikingDanmark, Dansk Aberdeen Angus Forening og Herefordforeningen For Danmark.

Vil du vide mere?

Støttet af