Godkendelsen af Mizuki kommer med en række vigtige begrænsninger i forhold til dosering og antal behandlinger, både hvad angår brugen med og uden aftopning og afstand til vandmiljø og §3-områder.
- Må kun anvendes til nedvisning og ukrudtsbekæmpelse i kartofler og ikke senere end 7 dage før høst.
- Brugsanvisningens doseringsangivelser må ikke overskrides.
- Maksimale mængde pr. sæson er 4 l/ha.
- Maksimalt 2 l/ha efter aftopning, enten som 1 x 2 l/ha eller 2 x 1 l/ha.
- Anvendes maksimalt én gang pr. sæson mod ukrudt.
- Anvendes maksimalt to gange pr. sæson til nedvisning.
- Må ikke anvendes nærmere end 20 meter fra vandmiljøet (vandløb, søer mv.) for at beskytte organismer, der lever i vand ved applikationsrater 2 x 2.0 L/ha og 1 x 2.0 L/ha.
- Må ikke anvendes nærmere end 10 meter fra vandmiljøet (vandløb, søer mv.) for at beskytte organismer, der lever i vand ved applikationsrater 2 x1.0 L/ha og 1 x 1.0 L/ha.
- Må ikke anvendes nærmere end 20 meter fra §3-områder for at beskytte vilde planter ved applikationsrater 2 x 2.0 L/ha og 1 x 2.0 L/ha.
- Må ikke anvendes nærmere end 10 meter fra §3-områder for at beskytte vilde planter ved applikationsrater 2 x 1.0 L/ha og 1 x 1.0 L/ha.
- Må ikke anvendes nærmere end 1 meter fra veje, boliger, institutioner og offentlige arealer for at beskytte beboere og forbipasserende.
- Undgå forurening af vandmiljøet med produktet eller med beholdere, der har indeholdt produktet. Rens ikke sprøjteudstyr nær overfladevand.
- Opbevares under lås og utilgængeligt for børn.
- Må ikke opbevares sammen med fødevarer, drikkevarer og foderstoffer.
Anvendelse af Mizuki
Mizuki er et middel med kontaktvirkning. Derfor skal ukrudt eller kartoffeltop rammes og dækkes godt for at opnå bedst mulig virkning. Virkningen af Mizuki forstærkes af sollys. Der bør mindst være 4 timers sollys efter behandling, men midlet bør udbringes om formiddagen for at opnå så mange timer med sollys som muligt. Mizuki er regnfast efter 2 timer. Ved udsprøjtning vælges dyser, der giver små dråber, så der opnås en god dækning af de grønne plantedele. Undgå afdrift til naboafgrøder.
Ukrudt
Mizuki anvendes mod fremspiret bredbladet ukrudt indtil kartoflernes fremspiring (BBCH 09).
Nogle ukrudtsarter kan ifølge Nordisk Alkali bekæmpes med lavere dosering (tabel 1). Der anvendes 200-400 l vand/ha. Mizuki må maksimalt anvendes én gang pr. sæson mod ukrudt. Ukrudtet er mest følsomt på kimbladstadiet frem til 2-4 løvblade. Ukrudt, som spirer frem efter behandling, vil ikke blive bekæmpet. Hvis enkelte kartofler er spiret frem, vil de blive svedet. Forsøgene viser dog normalt ingen varig skade ved denne påvirkning.