Hvis hjemrejse ikke er mulig, kan de blive i Danmark, jf. de nye regler, som dog kan ændre sig. De har derfor også mulighed for at søge om asyl, når de er i Danmark.
Visumfri indrejse til Danmark
Ukrainske statsborgere, der gerne vil rejse ind i Danmark visumfrit, skal opfylde de grundlæggende betingelser for visumfri indrejse. Det er bl.a. gyldigt biometrisk pas udstedt efter 12. januar 2015, tilstrækkelige midler til at betale for ophold og hjemrejse samt sandsynliggøre formålet med opholdet.
Visum og nødvisum
Hvis passet er udstedt inden 12. januar 2015, vil det kræve visum (evt. nødvisum) for indrejse. Der ansøges om visum via de danske repræsentationer i udlandet. Ukrainske statsborgere, som ved indrejsen til Danmark ikke har fået udstedt visum på en dansk repræsentation, har mulighed for at søge om visum ved grænsen (nødvisum). Nødvisum skal søges hos politiet ved grænsen, hvorefter ansøgningen behandles af Udlændingestyrelsen. Ved ansøgning om nødvisum er det en betingelse, at det ikke har været muligt at ansøge om visum på forhånd.
Opholdets længde
Som visumfri statsborger eller på visum er det muligt at opholde sig i Schengenområdet i op til 90 dage inden for en periode på 180 dage. De 90 dage kan enten bruges til ét sammenhængende ophold eller til flere kortere ophold. Hvis den ukrainske statsborger har haft ophold i et andet Schengenland med opholdstilladelse, tæller det ophold ikke med i de 90 dage.
I forlængelse af udløb af opholdstilladelse kan ukrainske statsborgere blive i Danmark i 90 dage på visumfrit ophold. Ukrainske statsborgere, som opholder sig i Danmark på et visumfrit ophold, og som ikke kan rejse ud i overensstemmelse med sit visumfrie ophold på maksimalt 90 dage, kan søge om forlængelse af opholdet i Danmark i op til yderligere 90 dage.
Find den nyeste information til ukrainske statsborgere:
DK: Information til ukrainske statsborgere
Eng: Information to Ukrainian citizens