Meddelelse: 1246: Umiddelbart efter fødslen falder pattegrises rektaltemperatur brat. Hvis grise ligger på en varmemåtte er faldet i rektaltemperatur i løbet af de første 30 minutter på 3,3-3,5 ⁰C fremfor 4,4 ⁰C, hvis de ligger på spaltegulvet.
Resumé
I alt 136 nyfødte grise fra syv kuld indgik en afprøvning, og deres rektaltemperatur blev registreret de første to timer efter fødslen. Grisenes var fordelt på tre grupper: 1) forblev på spaltegulvet (metal) i 1 time (kontrol); 2) var 15 minutter på varmeplade og 45 minutter på spaltegulvet 3) eller var 60 minutter på varmeplade. Alle grise blev en time efter fødslen lagt ved soens yver og fulgt endnu en time.
Alle grise, der indgik i afprøvningen, blev født med en rektaltemperatur på 39,2-39,4 ⁰C. Uanset hvilken gruppe de nyfødte grise tilhørte, var der som forventet et kraftigt fald i rektaltemperaturen de første 30 minutter efter fødslen. Grise, der ikke fik tilført varme (kontrol), havde i gennemsnit et fald på 4,6 ⁰C, mens faldet i gennemsnit var 3,2-3,6 ⁰C for grise, der fik tilført varme.
Inden for gruppe sås der ikke ændring i rektaltemperaturen fra 30 minutter efter fødslen indtil 60 minutter. I alle grupper steg grisenes rektaltemperatur efter 60 minutter, hvor de blev lagt ved soen/yveret, og temperaturen fortsatte med at stige i hele afprøvningsperioden.
Cirka halvdelen af grisene i kontrolgruppen havde på et tidspunkt en rektaltemperatur under 36 ⁰C, og efter to timer var der fortsat 14 % af grisene med en temperatur under 36 ⁰C, og disse vil sandsynligvis havde en langt mindre chance for at overleve de første syv levedøgn.
Jo længere tid grisene opholdt sig på varmemåtten, jo højere var deres rektaltemperatur efter 30 minutter. Desuden steg andelen af grise med en rektaltemperatur over 36 ⁰C. Begge stigninger var signifikante (p<0,0001).
Hypotesen var, at når grise opholder sig på en varmemåtte straks efter faring, mindskes faldet i kropstemperatur, så 30 % færre grise efter 30 minutter kommer under 36 ⁰C sammenlignet med grise, der ikke opholder sig på varmemåtte efter de er født. Denne hypotese blev bekræftet, da 5 % af grisene i kontrolgruppen havde en rektaltemperatur over 36 ⁰C efter 30 minutter, mens andelen var 41 % af grisene i gruppe 2 henholdsvis 78 % af grisene i gruppe 3.
Alle grise uanset gruppe og nummer i fødselsrækkefølgen havde en rektaltemperatur i gennemsnit på 39 ⁰C ved fødslen; faktisk var temperaturen i gennemsnit 39,5 ⁰C på de grise, der blev født som nummer 11 og senere. Desuden var der efter 30 minutter i gennemsnit en forskel i rektaltemperaturen for de grise, der blev født blandt de 10 første sammenlignet med de grise, der blev født sidst i kuldet. Således var rektaltemperaturen for grise født som nummer 11 og senere 0,6 ⁰C lavere, end de grise der blev født som nummer 1-10 i kuldet. Denne forskel kunne ikke forklares ved en forskel i fødselsvægt eller om der gik 0-5 minutter; 5-15 minutter eller længere end 15 minutter fra fødslen af den forrige grise til den næste gris blev født.
Til gengæld havde grisenes fødselsvægt indflydelse på deres rektaltemperatur efter 30 minutter, hvor der var en overvægt af små grise (under 1.050 gram) med en rektaltemperatur under 36 ⁰C.
Afprøvningen var opstillet i et kontrolleret setup, hvor grisene ikke havde mulighed for at bevæge sig eller søge soen. På baggrund af afprøvningen kan det anbefales, at nyfødte grise tilbydes varme, så det naturlige fald i rektaltemperatur ikke bliver for stort og langvarigt. Fokus må især rettes mod de mindste grise og de grise, der bliver født som nummer cirka 11 og senere.
Vil du vide mere?
Emneord