SEGES Innovation: Bakke-ulykker er ofte alvorlige
Per Jørgensen er arbejdsmiljøkonsulent hos SEGES Innovation, og han er ligeledes glad for, at Torben Farum nu bliver advaret, når han bakker med sine maskiner. For netop maskinerne er oftest impliceret i de værst tænkelige ulykker i landbruget.
”Dødsulykkerne i landbruget er ofte med enten stationære maskiner eller køretøjer. For køretøjs-ulykkerne gælder det somme tider, at en person bliver klemt mellem en påhængsvogn og traktoren, eller at chaufføren rammer en person, som han overser i traktorens blinde vinkler,” forklarer Per Jørgensen.
Nogle af de ulykker, der fokuseres mest på, er dem, hvor børn er blevet dræbt. Men Per Jørgensen fortæller, at også seniorer er i risikogruppen.
”Det kan eksempelvis være faren, som stadig hjælper til på gården efter et generationsskifte, og så vil han lige smutte bag traktoren eller igennem porten, inden traktoren sætter i gang. Og så undervurderer han måske, at han ikke er helt så hurtig mere. Og så går det tit rigtig galt,” siger Per Jørgensen, som dog glæder sig over, at mange af de nye maskiner fås med kamerateknologi.
”Jeg har besøgt en del maskinforhandlere, og jeg kan se, at kamerateknologi er en mulighed til en overkommelig pris på de nye maskiner. Men det er også mit indtryk, at kameraerne er udviklet ud fra et funktionshensyn og ikke nødvendigvis med et sikkerhedshensyn,” udtaler Per Jørgensen, som opfordrer landmænd, der investerer i nye maskiner til at undersøge mulighederne godt.
Se video: Kamerateknologi mod alvorlige bakkeulykker: