Forklaring af prognosen og figurerne
Vækst (FEN pr. ha pr. dag)
Den daglige vækst er i høj grad styret af klimaet, men bliver også påvirket af andre dyrkningsparametre. I afgræsningsperioden har det stor betydning, hvor hårdt kløvergræsset bides i bund.
Væksten bliver begrænset, hvis afgrøden er lav og bladarealindekset lille, dvs. der kun er lidt grønt plantemateriale i marken. Desuden har markens alder betydning, idet væksten kommer senere i gang om foråret i ældre marker.
Energikoncentration, NEL20 (MJ pr. kg TS)
Energikoncentrationen (MJ pr. kg TS) er meget afhængig af fordøjeligheden af organisk stof og påvirkes meget af temperaturen. Jo varmere vejret er, jo større andel udgør cellevæggene (NDF), og jo mere bliver de lignificeret. Derfor er fordøjeligheden normalt lavest i juli og august måned, hvor det er varmest.
Protein (g pr. kg TS)
Indholdet af protein afhænger af mange faktorer, og niveauet af protein er vanskeligt at forudsige. Andelen af kløver har meget stor betydning, da indholdet af protein er meget større i kløver end i græs.
Jordens frugtbarhed, management af græshøjde og tæthed (bladarealindeks) samt gødskning med kvælstof har også betydning for indholdet af protein. Temperaturen har en stor betydning for optagelsen af kvælstof, og indholdet stiger med stigende temperatur. En større indstråling øger generelt væksten og formindsker proteinindholdet.
Sukker (g pr. kg TS)
Indholdet af sukker er meget variabelt, da det hurtigt påvirkes af det aktuelle klima. Sukker bliver produceret i forbindelse med plantens fotosyntese. Sukkeret bliver transporteret til stængel og rødder, og det bliver brugt til vækst, respiration eller oplagret som energi.
Mængden af sukker bestemmes af forholdet mellem disse faktorer. I koldt vejr, og især ved kolde nætter, stiger sukkerindholdet. Sukkerindholdet påvirker også de øvrige kvalitetsparametre. Et stigende sukkerindhold øger fordøjeligheden og dermed NEL20, og proteinindholdet falder.
Baggrundsdata
Modellerne er lavet på baggrund af danske resultater fra forsøg med afgræsning og fra registreringer i afgræsningsmarker, indsamlet af kvægbrugskonsulenter i årene 1995-2004. Markernes alder har primært været 1.-2. brugsår. Blandingerne har bestået af alm. rajgræs og hvidkløver.
Model og prognose er udarbejdet af Karen Søegaard, Institut for Agroøkologi - Produktionssystemer, Aarhus Universitet i samarbejde med Karsten Attermann Nielsen, SEGES.
Programmet bruges på eget ansvar, dvs. at SEGES ikke kan gøres ansvarlig for driftstab, avancetab eller andet tab som følge af brugen af programmet.