Økonomistyring er en vigtig ledelsesopgave, som kan spare dig for ubehagelige overraskelser, fordi du hele tiden har styr på din bedrift. Det er budskabet i specialkonsulent Mads R. Simonsens kapitel ”Økonomistyring – en ledelsesopgave”.
”Jeg har altid haft en fornemmelse af, at jeg er god til at passe både medarbejdere og grise. Men jeg syntes ikke altid, at der var en direkte sammenhæng mellem de perioder, hvor det gik godt i staldene, og om jeg tjente penge.” Sådan siger den svineproducent, som er hovedperson i Mads R. Simonsens kapitel.
I kapitlet giver Mads R. Simonsen, specialkonsulent ved SEGES, dig en dybere forståelse for sammenhængen mellem produktionsstyring og økonomistyring. Denne sammenhæng forklarer han ud fra teoretiske og praktiske beskrivelser af, hvordan du kan anvende registrering, data, budgetlægning og tavlemøder på din bedrift. Derudover beskriver han, hvordan du kan prioritere og fordele dine ressourcer via aktivitetsstyring, likviditetsstyring og kapacitetsstyring.
Mads R. Simonsen kommer også ind på, hvordan du med grundige registreringer og opfølgninger kan undgå overraskelser, fordi du hele tiden arbejder på at se fremtiden komme nærmere. Det giver et godt grundlag for, at du kan lave tilpasninger, inden behovene overhovedet opstår, uanset om behovet er på mandskab, staldanlæg foderanlæg eller noget helt fjerde.
Endeligt beskriver Mads R. Simonsen økonomistyring som en proces og pointerer, at jo mere naturlig processen føles i hverdagen, desto hurtigere kan du træffe beslutninger om at ændre din produktion. Du får inspiration og motivation til at få fuldstændigt styr på de aktiviteter, der findes på din bedrift, så du kan få din bedrift til at fungere som en top-tunet maskine.