køer græsser på mark og får målt metanudledning

Kvæg, Økologi

Gennembrud i forskningsforsøg: Køer går i metanmåler udenfor

Det grønne græs er en hård konkurrent til kraftfoderet i metanmåleren, og derfor har det indtil nu ikke været muligt at måle metanudledningen fra køer, mens de er ude på græs. Den udfordring er nu løst hos Peter Madsen på Methaslund ved Løgumkloster.

Se godt på billedet nedenfor. Det viser nemlig et gennembrud i et dansk forskningsforsøg, der skal dokumentere klimaeffekten ved at køer er på græs frem for i stald. 

De 70 økologiske jerseykøer hos Peter Madsen i Sønderjylland får som nogle af de første i Danmark målt deres udledning af metan, mens de er uden for på græsset. Tidligere har SEGES Innovation forsøgt at måle metanudledning fra græssende køer, men uden det store held.
køer græsser på mark og får målt metanudledning

”I besætninger med højt græsoptag og hvor køerne er mange timer på græs, er det relevant, at vi nu kan måle køernes metan udledning både inde og ude,” siger chefkonsulent Nicolaj Ingemann og fortsætter:

”Grunden til at Peters køer opsøger metanmåleren, skyldes dels den centrale placering ift. stalden og foldenes beliggenhed, dels den åbne tilgang til måleren samt en attraktiv kraftfoderblanding. Sidst men ikke mindst kan det ikke udelukkes, at de gule køers nysgerrighed også medvirker til den gode besøgsfrekvens. Vi har dog også gode erfaringer fra en sortbroget besætning med metanmålinger udenfor.”

Målinger i andre danske besætninger og udenlandske studier viser metanreduktioner på mellem 10 og 30 procent ved, at køerne er på græs i forsommeren. For at afgræsning kan bruges som officielt klimavirkemiddel skal reduktionen dokumenteres, og målingerne fra Peter Madsens køer indgår i datagrundlaget hertil.

Se video om hvordan køer får målt deres metanudledning, mens de er på græs:

Sådan fungerer metanmåleren

Køerne bliver lokket til måleren af en smule kraftfoder, der kommer ud i små portioner. Mens koen æder, opsamles den udåndingsluft, der herefter analyseres.

Vil du vide mere?

Støttet af