Ko, pige og dreng

Kvæg

Sektorstrategi Kvæg 2023: Balance og samarbejde er nøgleord for fremtidens kvægbrug

Den nye kvægstrategi sætter det tætte samarbejde i hele kvægklyngen og med det omgivende samfund i centrum for de næste tre års udvikling af dansk kvægbrug.

Det skal være bæredygtigt. Det skal være det, forbrugerne vil have. Dyrevelfærden skal være høj. Og så skal du og din familie leve godt – både af det og med det.

Nogenlunde sådan lyder det om fremtidens kvægproduktion i sektor kvægs Strategi 2023. Det er mange og høje krav. Men formand Christian Lund er overbevist om, at danske kvægbrugere kan honorere det – og forklarer om tanken bag kvægsektorens nye strategi:

”Et af formålene med en strategi er at skubbe udviklingen i den retning, vi mener vil gavne de danske kvægbrugere. Den danske forbruger er i bund og grund positiv stemt over for danskproducerede fødevarer. Det skal vi styrke i fremtiden, og det kan vi, når vi samarbejder og gør hinanden bedre. Vi har udpeget 4 strategiske pejlemærker og bevidst sat Samfundskontrakten i centrum. Med det ønsker vi at give en forståelse for, hvorfor vi overhovedet har kvægbrug i Danmark: Det har vi for at lave eftertragtede fødevarer til vores forbrugere,” siger Christian Lund.

 
De fire pejlemærker

Landbrug & Fødevarer Kvæg har for strategiperioden 2021-2023 defineret og prioriteret fire strategiske pejlemærker, der peger mod fremtidens kvægbrug.

Kvægbruget og det omgivende samfund er gensidigt afhængige

Selvfølgelig handler den nye strategi både om landmanden, dyrene, bæredygtighed og økonomi. Men sektordirektør Ida Storm påpeger alligevel det omgivende samfund som væsentligt.
”Det bør være indlysende, at det vi producerer, skal kunne sælges. Det skal simpelthen gennemsyre alt, hvad vi gør. Og det skal produceres på en måde, som vi har lyst til at fortælle forbrugeren om. Derfor står ”En stærk forankring i det omgivende samfund i centrum”,” forklarer direktøren.

Men hvorfor kontrakt og ikke bare kontakt?
”Med ordet ’kontrakt’ vil vi signalere en gensidig afhængighed – kvægbruget og det omgivende samfund imellem. Ingen af os kan leve uden opbakning og respekt fra den anden part – det går begge veje,” forklarer Ida Storm.

Christian Lund og Ida Storm

Christian Lund og Ida Storm. Foto: SEGES.

Eksempler på konkrete strategiske mål 

Strategi 2023 indeholder i alt 39 strategiske mål. Nogle skal den enkelte landmand forfølge, andre er opgaver på overordnet sektorniveau. Her ses et lille udpluk:

Optimere ressourceudnyttelse og miljøindsats

  • Øge den gennemsnitlige afkastningsgrad med 1 procentpoint for fuldtids kvægbedrifter (Stærk økonomi)
  • Max 17 % råprotein i foderet til de malkende køer på alle malkekvægsbedrifter med henblik på at reducere ammoniakemissionen 

Forebyggelse og et godt kalve- og koliv

  • Malkekøer opnår 3,3 malkeår i gennemsnit 

Sunde dyr og kvalitetsfødevarer

  • Reduktion af antibiotikaforbruget til kalve og ungdyr med mindst 10 pct. og til voksent kvæg med 3 pct. i gennemsnit pr. år 

En stærk samfundskontrakt

  • Andelen af danskere, der ser positivt på dansk kvægbrugs forskellige bidrag til samfundet skal øges

Landmandens bevidste lederskab

Strategi 2023 er som de foregående bred. Det hele er konkretiseret i ikke mindre end 39 strategiske mål. Nogle skal den enkelte landmand forfølge – andre er opgaver på overordnet sektorniveau. 
En bred skare af mennesker har givet input til strategien, blandt andet en gruppe unge landmænd og Forum For Rådgivning, der rummer samtlige DLBR-kvægchefer og formændene for alle landets kvægudvalg. Og i deres input er særligt økonomi og det bevidste lederskab gået igen.

”Det handler om, at man tager stilling til, hvordan man vil drive sin bedrift og derefter gør det på den måde,” forklarer Ida Storm. 

Christian Lund er bevidst om, at det kræver overskud i en hektisk hverdag. Men det er vigtigt – ikke mindst for din egen skyld, påpeger han.

”Det er så utrolig vigtigt, at den enkelte kvægbruger tager ejerskab til sine beslutninger. Du skal turde lede din bedrift og have det overblik, det kræver. For kun på den måde kan du følge dig selv som menneske, så du får det liv, du gerne vil have,” siger Christian Lund og viser dermed, at selv med En stærk samfundskontrakt i centrum, handler strategien i bund og grund om guide kvægbrugeren til et godt og respektfuldt liv.

Emneord

Vil du vide mere?