Økonomi og ledelse

Case: Synlighed betaler sig, når du skal rekruttere landbrugsmedarbejdere

Hos Martin Mogensen fra Go-gris I/S har det været et strategisk indsatsområde lige fra virksomhedens opstart, at de skulle være synlige, blandt andet så det var nemt for dem at rekruttere medarbejdere. Og den strategi omkring tiltrækning og rekruttering er de lykkedes med.

Hver måned – eller i hvert fald hver anden måned – tikker der uopfordrede ansøgninger ind til Martin Mogensen og de øvrige ejere i Go-gris I/S. Virksomheden er aktiv på Facebook, har en hjemmeside, har deltaget i Åbent Landbrug, tager imod skoleklasser, og så har de en tæt kontakt til landbrugsskolerne i Aarhus og Bygholm, hvor de både holder oplæg og stiller sig til rådighed som case for elevopgaver.

Synlighed har været strategisk fokus lige fra opstarten af landbrugsvirksomheden

Da Martin Mogensen og de fire øvrige ejere skulle starte Go-gris I/S tilbage i 2007, havde de mange strategiske overvejelser, og ét af de områder, de havde fokus på, var synlighed. 

- Vi havde et mål om at være synlige. Vi ville skabe os et brand, så vi har lettere ved at rekruttere medarbejdere, fortæller Martin Mogensen og tilføjer, at den strategi er lykkedes godt for dem. 

- Vi slår ikke ret tit stillinger op, for det er sjældent, vi skifter ud, og når vi skal rekruttere til faste stillinger, så rekrutterer vi ofte fra tidligere elever. 

Fakta om Go-gris I/S

  • Startet i 2008 og er et driftsfælleskab mellem Martin Mogensen, Jonas Würtz Midtgård, Mads Bie Mogensen, Poul-Erik Mogensen og Hans-Jørgen Mogensen. 
  • Samlet set har Go-gris I/S 9 fuldtidsansatte, 2 skoledrenge, 1 deltidsansat plus de fem ejere
  • Svineproduktionen består af 1.050 søer med opfedning af ca. 32.000 slagtesvin 
  • 630 hektar planteproduktion med raps, frø og korn til eget forbrug

Go-gris I/S viser svineproduktionen frem på Facebook som en del af deres brandingstrategi 

På Facebook har virksomheden over 2600 følgere, og følgerne bliver jævnligt fodret med både billeder og videoer fra dagligdagen på landet. 

- Vi bruger Facebook til at informere om vores aktiviteter. Vi har et mål om, at vi ikke kun lægger traktorbilleder op. Vi vil også vise, hvordan man gør i en svineproduktion og hvorfor, fortæller Martin Mogensen og tilføjer, at de går meget op i dyrevelfærd, hvilket de også brander sig på. 

Som en del af deres brandingstrategi har de fået produceret en række korte film, der viser, hvordan en traditionel svineproduktion foregår – lige fra grisen bliver født over halekupering og kastration til fravænning og slagtning. 

- Vi har fået lavet de film, som vi selv gik og manglede, forklarer Martin Mogensen om baggrunden for at åbne op og tilføjer, at de også gerne vil have fat i den brede befolkning og være med til at brande erhvervet.

Martin Mogensen

Martin Mogensen driver Go-gris I/S i et driftsfællesskab sammen med fire andre. De har fra virksomhedens opstart haft en strategi om at være synlige, så de har nemmere ved at tiltrække og rekruttere medarbejdere til bedrifterne.

Synlighedsstrategien koster tid – men det er indsatsen værd for at sikre rekrutteringen

Netop erhvervets omdømme var også årsagen til, at de selv bød sig til som værter ved Åbent Landbrug. De mener nemlig, at det er nødvendigt at vise svineproduktion frem for befolkningen, og det har de gjort, selvom det kræver meget forberedelse, før de kan slå dørene op. 

- Vi har været med ad to omgange, og i ugen op til Åbent Landbrug kræver det cirka to mands arbejdskraft at forberede, fortæller Martin Mogensen. 

Selvom synlighedsstrategien er ressourcetung, mener Martin Mogensen, at det er indsatsen værd. 

- Det koster primært i tid. Det kræver en halv mand ekstra, så vi kan få tid til de her ting. Og kan man forsvare det? Jeg mener, det er farligt ikke at gøre det, for så kommer der ikke nogen, når jeg skal rekruttere, fastslår han. 

3 gode råd fra Martin Mogensen om tiltrækning og rekruttering

  • Hav en tæt kontakt til landbrugsskolerne, så du har et solidt rekrutteringsgrundlag – hjælp dem, stil din virksomhed til rådighed, og snak løbende med lærerne, så de kan sende de dygtigste elever i din retning.
  • Tag skoledrenge ind fra lokalområdet. Inviter de lokale skoler på besøg, og vis dem rundt. Ofte står der en eller to et par uger efter og søger job.
  • Husk, at landbrugsmedarbejderne snakker sammen – både eleverne på skolerne og de udenlandske medarbejdere imellem. Vær god ved de medarbejdere, du har, for dit rygte betyder meget. 

Støttet af