Ko i stald

Kvæg

Brug THI-indeks til at undgå varmestress hos køer i sommerhalvåret

Varmestress er en medvirkende faktor til stigningen i kodødeligheden i sommerhalvåret. Med THI indekset kan du holde øje med hvilken kombination af varme og luftfugtighed, der giver varmestress og reducere den risiko for kodødelighed som skyldes varmen.

Hvert eneste år stiger kodødeligheden i sommerhalvåret. Stigningen begynder i april eller maj og topper i august. Årsagen er ikke entydig, men varmestress spiller helt sikkert en rolle, mener dyrlæge Peter Raundal, SEGES, og han opfordrer til, at man sætter tidligt ind over for varmestress.

Allerede ved ca. 22 graders varme, påvirker vejret køerne. Luftfugtigheden spiller nemlig også ind og derfor kan varmestress også opstå ved moderate temperaturer kombineret med høj luftfugtighed. Mange kan med fordel begynde at afhjælpe varmestress ved lavere temperaturer, end de plejer. 

Man kan bruge THI-indekset, der viser, hvilken kombination af varme og luftfugtighed, der giver varmestress. Og brug gerne tavlemødet til at tage en snak med om, hvordan I undgår varmestress i besætningen.

Brug THI-indekset

THI-indekset viser risikoen for varmestress. Indekset kombinerer temperatur og luftfugtighed, som tilsammen afgør risikoen. I faktaarkene nederst på siden vises THI-indekset sammen med gode råd om varmestress og henvisning til yderligere materiale. Faktaarket findes både på dansk og engelsk. Brug faktaarket som udgangspunkt for jeres snak på Tavlemødet, og hæng den gerne op på tavlen, så I sommeren igennem holder fokus på varmestress.

Tjek risikoen for varmestress med THI-indeks

  • Er alle bedriftens medarbejdere med på, hvad varmestress hos køerne er?
  • Hvad det betyder for køerne?
  • Og hvordan man undgår det?

Højtydende køer får varmestress allerede ved 20 grader

Allerede ved 20 grader og høj luftfugtighed får højtydende køer problemer med varmestress. Det samme gør goldkøer 1-2 uger før kælvning. Varmestress giver:

  • Fald i foderoptagelse
  • Lavere ydelse
  • Lavere fedtprocent
  • Flere yverbetændelser
  • Lavere drægtighedsprocent
  • Flere klovlidelser 1-2 måneder senere

Højtydende malkekøer har stofskifte som Tour de France-ryttere

Desuden er det vigtigt at gøre sig klart, hvor utroligt lidt, der skal til, for at skubbe en moderne, toptunet malkeko ud over kanten. Særligt de ældre køer, der jo har den højeste ydelse, kan være svære at passe godt nok på, særligt i sommervarmen.

En højtydende ko har et stofskifte 2,5 gange højere end hvilestofskiftet. Det svarer til en cykelrytter i Tour de France, der kører op ad de stejleste stigninger. Med det i baghovedet, giver det god mening, at selv den mindste fejl eller forglemmelse i pasningen, kan være afgørende.

Svært at være læremester på en kvægbedrift

Peter Raundal er ikke et sekund i tvivl om, at alle gerne vil passe bedst muligt på deres dyr. Virkeligheden på mange bedrifter er blot, at de mennesker, der tilbringer mest tid sammen med køerne, ikke altid har en faglig baggrund. Derudover kan der være sprogbarrierer, der gør det vanskeligt at forklare svære, men vigtige faglige detaljer. 

Det er altafgørende, at dem, der går blandt køerne er klædt fagligt godt på, og at de har et godt blik for køerne. Det er en kæmpe opgave at passe godt på vores  moderne malkekøer, men det kan lade sig gøre,” slår han fast og opfordrer til, at man lader sig inspirere af hinanden, og bruger alle de hjælpemidler, der er til rådighed. 

Vil du vide mere?

Støttet af