Værd at vide om infektion med paratuberkulose hos kvæg

Paratuberkulose er en kronisk, smitsom sygdom hos kvæg og andre drøvtyggere. Konsekvensen af smitte kan være reduceret mælkeydelse, vægttab, diarré og død. Dertil kommer at en smittet ko udgør en væsentlig smitterisiko for de øvrige dyr internt i besætningen – og udadtil for andre besætninger. Sygdommen kan derfor være årsag til store økonomiske tab i smittede kvægbesætninger, og op mod 70 % af de danske malkekvægsbesætninger skønnes at være smittet. 

Forekomsten af smittede dyr i besætningen vil dog variere fra meget få til op imod en tredjedel af besætningen, og der er meget stor forskel på, i hvor høj grad sygdommen kommer til udtryk i smittede besætninger.

Operation Paratuberkulose 2.0 er et effektivt, frivilligt saneringsprogram, som gør det muligt at kontrollere eller udrydde paratuberkulose i besætningen. 

Læs om programmet i Operation Paratuberkulose 2.0: Et overvågnings- og saneringsprogram mod paratuberkulose i kvægbesætninger.

Paratuberkulose skyldes en bakterie

Smitte med paratuberkulose sker med en bakterie kaldet Mycobacterium avium subsp. paratuberculosis, eller blot paratuberkulose-bakterien. Paratuberkulose-bakterien er beslægtet med bakterier, der giver tuberkulose (hos mennesker, kvæg m.m.), fjerkrætuberkulose og spedalskhed. 

Det er alle relativt hårdføre bakterier, der sjældent giver anledning til væsentlig sygdom på kort sigt, men som på lang sigt kan medføre alvorlig sygdom.

Paratuberkulose er en kronisk sygdom - aktiv eller inaktiv infektion

En af de primære årsager til, at det er svært at stille en klar diagnose er, at tilstanden "paratuberkulose" er kronisk. Langt de fleste dyr, der smittes, formodes at blive smittet som kalve. De første sygdomstilfælde ses dog først, når kalven er blevet ko. Med "sygdom" menes her en eller flere af følgende effekter: reduceret mælkeydelse, vægttab, diarré og død.

Hvis alle smittede dyr blev syge efter en fast periode, ville det være relativt nemt at teste og udpege de syge dyr. Risikoen for, at en smittet ko bliver syg, er ganske vist størst i alderen 3 til 5 år. Men sygdomsudbrud kan ske i hele aldersperioden fra halvandet år til dyret dør. 

Årsagen er, at nogle smittede køer kan kontrollere infektionen i en årrække og måske livslangt. Andre køer kan ikke. Derfor er det en fordel at skelne mellem "aktiv" og "inaktiv" paratuberkulose, når smitten skal håndteres i besætningen. I figur 1 ses overgangen mellem "inaktiv" og "aktiv", hvor immunforsvaret har kontrol hhv. ingen kontrol over infektionen.

Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor nogle køer kan kontrollere infektionen, mens andre ikke kan. Formentligt skyldes det både den dosis bakterier, som dyret er blevet udsat for ved smitte, dyrets afstamning, og de mængder af stress-faktorer, som dyret generelt udsættes for.

Sygdomsudvikling og smitte med paratuberkulose hos kvæg

I starten af infektionen med paratuberkulose er dyret blot smittet uden at være påvirket af infektionen. I denne fase kan der udskilles små mængder bakterier i gødningen. Langsomt begynder tarmvævet imidlertid at blive ødelagt, dog uden væsentlig effekt på dyret. Men koen udskiller flere og flere bakterier. Når immunforsvaret ikke længere kan kontrollere infektionen, bliver udskillelsen af bakterier meget større og mere konstant. 

Bakterieudskillelsen sker hovedsagligt via gødning, der sker samtidig en spredning af bakterierne inde i koen via blod og lymfe til bl.a. leveren, børen og yveret. Derfor vil 10 - 30 procent af køerne også udskille bakterier direkte i mælken, og de vil også kunne smitte fosteret under drægtigheden. Dyr uden kontrol, med aktiv paratuberkulose, er altså meget smittefarlige.

Når immunforsvaret taber kontrol med sygdommen, sker der også en stigning i antistofproduktionen. Denne stigning i antistoffer udnyttes i udpegningen af, hvilke dyr der er smittefarlige. Antistofferne er derfor ikke i sig selv farlige, men et udtryk for, om dyret begynder at tabe kontrol med sygdommen - med væsentlig stigning i udskilles af bakterie i gødning til følge.

Forskellige følger af infektion med paratuberkulose

I fasen med aktiv paratuberkulose begynder de væsentlige synlige effekter at indfinde sig: Først nedgang i mælkeydelsen, sidenhen måske vægttab, diarré og død. Nedgangen i mælkeydelsen kan være spredt over så lang tid, at man ikke umiddelbart bemærker det.

Hvis man vil håndtere paratuberkulose, er det nødvendigt at gøre sig klart, hvilke følger af sygdommen man er ude efter: smittespredning, ydelsesnedgang eller decideret sygdom med diarré og afmagring. Disse faktorer bør altså indgå, når man beskriver formålet med en kontrol- eller udryddelsesindsats. 

Produktionstab som følge af paratuberkulose

De økonomiske tab som følge af paratuberkulose omfatter både de direkte tab i form af reduceret mælkeydelse og reduceret slagteværdi, samt indirekte tab som følge af smittespredning (der påvirker besætningens øvrige dyr), fremskyndet udsætning, tab af genetisk potentiale og andet. De indirekte effekter er vanskelige at opgøre i de fleste besætninger. 

Nogle af de direkte tab, specielt mælkeydelse, kan nemmere beregnes, således som illustreret i rapporten: Paratuberkulose kan give store tab.

Det økonomiske tab for paratuberkulose i en besætning fremgår af udskriften ParaTB Overblik i DMS, og tager udgangspunkt i, at smittefarlige køer med paratuberkulose har et ydelsestab på op til 12 pct. 

Bekæmpelse af paratuberkulose

Andre smitsomme sygdomme som fx BVD og IBR kan bekæmpes med strategien "test og udsætning", hvor smittefarlige dyr identificeres og udsættes. Begge infektioner er akutte, og reaktioner i diagnostiske tests kan ses relativt hurtigt.

Paratuberkulose derimod er kronisk, og kun nogle af de smittede dyr er meget smittefarlige. Men hvilke køer, der reelt er smittefarlige, og hvilke der ikke er, kan være vanskeligt at afgøre med de test og undersøgelsesmetoder, der findes i dag. 

Derfor er strategien "test og udsætning" ikke ideel i forbindelse med paratuberkulose, fordi man kan komme til at udsætte en masse køer, der har et væsentligt produktionspotentiale, som så ikke bliver udnyttet. I saneringsprogrammet Operation Paratuberkulose 2.0 inddeles køerne derfor efter hvor smittefarlige de er og på den baggrund hvordan de skal håndteres og hvilke smittebeskyttende foranstaltninger det medfører.