Bekæmpelse af paratuberkulose i kvægbesætninger kan ske via overvågnings- og saneringsprogrammet Operation Paratuberkulose 2.0. Dyrene inddeles i tre grupper, alt efter hvor smittefarlige de er, og håndteres derefter.
Smitsomme sygdomme som fx BVD og IBR kan bekæmpes med strategien "test og udsætning," hvor smittefarlige dyr identificeres og udsættes. Begge infektioner er akutte, og reaktioner i diagnostiske test kan ses relativt hurtigt.
Sygdommen paratuberkulose derimod er kronisk. Kun nogle af de smittede dyr er meget smittefarlige og samtidige vanskelige at identificere ved hjælp af de diagnostiske test, der findes i dag. Derfor er strategien "test og udsætning" ikke ideel i forbindelse med paratuberkulose, fordi man kan komme til at udsætte en masse køer, der har et væsentligt produktionspotentiale, som så ikke bliver udnyttet.
I kontrollen med paratuberkulose inddeles køerne derfor efter, hvor smittefarlige de er, og på den baggrund hvordan de skal håndteres, og hvilke smittebeskyttende foranstaltninger det medfører.
En af de primære årsager til, at det er svært at stille en klar diagnose for sygdommen paratuberkulose er, at tilstanden "paratuberkulose" er kronisk. Langt de fleste dyr, der smittes, formodes at blive smittet som kalve, men de første sygdomstilfælde ses først, når kalven er blevet ko.
De sundheds- og velfærdsmæssige konsekvenser af paratuberkulose er bl.a. reduceret mælkeydelse, vægttab, diarre og død. De indtræder typisk, når smittede dyrs immunforsvar taber kontrollen med sygdommen, og sygdommen dermed skifter fra ”inaktiv” til ”aktiv” paratuberkulose. Dette skift udnyttes i bekæmpelsen af paratuberkulose.
Allerede tidligt i infektionen kan små mængder antistoffer være til stede, hvilket kan være tegn på, at der er en infektionsproces i gang. Dyret kan være smittet, men er formentlig ikke smittefarligt.
Når forekomsten af antistoffer i blod eller mælk er stigende, er det tegn på, at en aktiv infektion er i gang, og dyret kan udgøre en større smittefare end de øvrige dyr i besætningen.
I stedet for den traditionelle ’test- og udsætningsstrategi’ kan man derfor bruge en anden strategi, hvor dyrene inddeles i tre grupper, som angives ved en farvekode i DMS. Den farve, de tildeles, fortæller, hvor smittefarlige de er (læs mere i afsnittet nedenfor: Vigtigste tiltag og håndtering af dyrene efter farveinddeling). Farven er altså afgørende for, hvordan du skal håndtere dem:
Selvom gruppen af smittede, men ikke-smitte-farlige (gule) egentlig ikke bør smitte, så sker det alligevel i mindre omfang. Derfor skal køerne stadig opfattes som lidt smitte-farlige, men de skal ikke nødvendigvis udsættes.
Valg af teststrategi og dermed også valg af model i programmet Operation Paratuberkulose 2.0 afhænger af besætningens indsats i forhold til risikobaseret håndtering af smittefarlige dyr:
I besætninger, hvor der primært fokuseres på en strategi med test-og-udsætning og mindre på risikobaseret håndtering af dyrene anbefales således modellen Fuld udpegning.
Besætninger, der som minimum implementerer nr. 2, 5, 6, 7 af de syv nedenstående specifikke anbefalinger for Operation Paratuberkulose, kan gøre brug af modellen Reduceret udpegning.
Valg af Reduceret udpegning frem for Fuld udpegning, vil være på bekostning af saneringshastigheden, men til lavere testomkostninger.
De "røde køer" udsættes inden næste kælvning, og gerne før. De må anses for at være meget smittefarlige, men man kan ikke nødvendigvis se det på dem. Nogle køer kan være smittefarlige i 1-3 år, før de bliver synligt syge.
Gule køer er sandsynligvis smittede. Derfor skal de opfattes som muligt smittefarlige, men behøver ikke at udsættes. Gule køer og deres gødning og mælk må ikke komme i kontakt med kalve. Hverken ved kælvning eller senere.
Grønne køer er de dyr, som ikke er smitte-farlige.
Køer, der ikke er testet bør opfattes som "Gule køer".
Kælvekvier, der ikke er testet kan opfattes som "Gule køer", men risikoen for smitte er langt mindre end for øvrige ikke testede køer. og råmælk kan derfor bruges fra 1. kalvs køer, der endnu ikke er testet for paratuberkulose, medmindre 1. kalvskøerne udviser symptomer, der er forenelige med paratuberkulose. Råmælk fra ikke testede førstekalvs køer bør ikke lægges i råmælksbank eller bruges til en masse andre kalve.
Kælvekvier, der er født af Høj-Risiko-køer ("Risiko-kalve") skal opfattes som "Gule køer" indtil de er testet 1. gang.
Paratuberkulose smitter fra køer til de små kalve primært via gødning og mælk. Derfor er rigtig håndtering af kælvekøerne helt central, når du sanerer for paratuberkulose.
Hvis du træffer de rigtige forholdsregler omkring kælvning, får du afbrudt en af paratuberkulosens vigtigste smitteveje.
Det er bedst, hvis gule og grønne køer går i i hver deres områder i hele perioden op til kælvningstidspunktet. Alternativt kan de grønne og gule køer gå i et fælles goldko-område indtil kort før kælvningstidspunktet, selvom det ikke er at foretrække. Goldko-området skal være velstrøet, da det nedsætter risikoen for at bakterieholdig gødning fra gule køer forurener de grønne køer.
Et par dage før en ko kælver, skal du sætte den i enkeltboks. Hvis en gul ko skal kælve, skal kælvningen foregå i en kælvningsboks, der ikke benyttes til grønne køer. Denne kælvningsboks skal rengøres og desinficeres fuldstændigt mellem hver kælvning, og kalven skal fjernes fra moderen så hurtigt som muligt og senest to timer efter fødslen. Jo bedre hygiejne og forholdsregler, des højere er sandsynligheden for, at kalven ikke smittes.
Den mest almindelige måde, kalvene bliver smittet på, er via gødning i kælvningsboksen. Derfor er grundig rengøring af kælvningsboksen mellem hver kælvning helt central.
Grønne køer må kun kælve i bokse, der ikke benyttes til gule køer (eller røde køer, der kælver). Kælvninger i denne boks kan godt foregå under mindre skrappe hygiejneregler og kælvningsforanstaltninger end for de gule køer.
Det er vigtigt aldrig at bruge kælvningsboksen som sygeboks eller omvendt.
Efter fødslen er det fortsat vigtigt at undgå smitte fra køer til kalve. Det gøres ved at være meget omhyggelig med at undgå gødningsforurening i kalvenes miljø og kun give kalven sødmælk fra Grønne køer eller mælkeerstatning.
Kalve efter røde køer: Kvie-kalve født af en rød ko bør udsættes, fordi kalven kan være smittet under drægtigheden. Kalve, der er født af en nuværende rød ko, men inden hun blev rød, burde ikke være smittet under drægtigheden, og kan beholdes i besætningen.
Tyre-kalve eller kvie-kalve efter røde køer kan bruges til opfedning, hvis de ikke er i besætningen i mere end 1 år. De skal dog opstaldes separat fra de kvie-kalve, som opdrættes med henblik på at blive til køer.
Se på udskriften ’ParaTB Risiko-kalve’, om en kalv anses for at være en "risiko-kalv".
Kalve efter gule køer skal fjernes fra moderen straks efter fødslen for at undgå gødningsforurening fra moderen.
Kalve efter grønne køer kan evt. blive længere sammen med moderen.
Den nyfødte kalv sættes ind i en ren og desinficeret boks eller hytte med rene trug. Smitte fra kalv til kalv er en mulighed, og antallet af kontakter til andre kalve skal minimeres, dog skal kravet om kontakt til minimum en anden kalv overholdes. Det er vigtigt, at kalveområdet er placeret, så gødningsforurening fra køerne ikke er mulig.
Det er i strid med økologilovgivningen at fjerne kalven straks efter fødslen. Økologer, som er tilmeldt Operation Paratuberkulose, kan imidlertid søge dispensation til at tage kalve efter risikodyr fra umiddelbart efter kælvning.
Kalvene i fællesboks bør opdeles efter alder. Der bør maksimalt være seks kalve i hver gruppe, men minimum to.
Generelt er det vigtigt at opretholde en høj hygiejnestandard i kalvenes miljø. For eksempel er det vigtigt at drikkekopper, fodertrug og mælkespande altid er rene. Og hvis man går lige fra malkestalden ind til kalvene, kan en klat gødning på kedeldragten være en smittekilde.
Hverken røde eller gule køer må bidrage med mælk til fodring af kalve, der skal blive i besætningen til de bliver mere end et år gamle. Det vil altså typisk være kvie-kalve og foldtyre, der ikke må fodres med denne mælk.
Mælken omfatter alle former for mælk: mælk fra tanken, celletalsmælk, antibiotikamælk og råmælk.
Grønne køer må gerne bidrage med mælk, og de kan benyttes til opbygning af en råmælksbank, der kan bruges til gule køers kalve. Alternativet er, at alle kalve fodres med mælkeerstatning.
Indkøb af dyr til levebrug kan være den største kilde til nysmitte med paratuberkulosebakterier. Det gælder ikke mindst for besætninger, der har været i gang med at sanere for paratuberkulose i flere år, og som derfor har reduceret den interne smitteoverførsel samt antallet af smittede dyr.
Alle andre besætninger, der indkøber dyr til levebrug - f.eks. i forbindelse med besætningsudvidelser osv. løber også en risiko for nysmitte med blandt andet paratuberkulose og en lang række andre infektioner.
Risikoen for nysmitte med paratuberkulose kan reduceres ved at indkøbe dyr fra besætninger med kendt lav smittestatus. Ungdyr kan ikke testes for paratuberkulose, da de tidligst begynder at danne og udskille antistoffer ved 2 års-alderen. Indkøb af f.eks. kælvekvier skal derfor baseres på viden om sælgerbesætningens status. Ved indkøb bør man sikre sig at sælgerbesætningen:
Der er udviklet et certificeringssystem i DMS, der gør det muligt for besætningsejere at minimere risikoen for indslæbning af yderligere paratuberkulosesmitte til besætningen. Systemet tager udgangspunkt i forekomsten i egen besætning, om der er indkøbt dyr til besætningen og i så fald, om dyrene er indkøbt fra paratuberkulose-certificerede besætninger.
Indkøb skal derfor ske således, at man køber ind fra besætninger med en lavere kategori, end den besætning man selv har. Hvis man køber dyr fra en besætning med en højere kategori, vil det være forbundet med en større smitterisiko.
Certificeringen fremgår af udskriften i DMS ’Paratuberkulose Overblik’.
Når dine køer er blevet testet for paratuberkulose i programmet, bliver de opdelt i røde, gule og grønne køer. Den farve køerne tildeles, fortæller hvor smittefarlige de er. Inddeling af køerne i farverne sker på baggrund af køernes infektionsgruppe.
Der findes i alt 7 infektionsgrupper. Køer i infektionsgruppe 2 og 5 markeres som gule og er smittede, men formentlig ikke smittefarlige, mens køer i infektionsgruppe 9 markeres som røde og er smittefarlige. Resten er de grønne køer og er sandsynligvis ikke smittefarlige. For at gøre udskrifterne mere overskuelige, er de Grønne køer ikke markeret med grøn farve på udskrifterne.
Inddelingen i farvegrupper ses bl.a. på udskriften "ParaTB Mælkefodringsliste", men fremgår også af dyrets kokort i DMS.
Der eksisterer 7 infektionsgrupper eller ”antistof-profiler”. En opsummerende beskrivelse er givet i oversigten nedenfor:
Beskrivelsen findes også på udskriften ParaTB Mælkefordringslistens sidste side.
Logikken i tallene er svær at se og er historisk. Derfor kan du ikke udlede, at 5 er værre end 2. Faktisk er de værste: 9, dernæst 2, så 5, 4, 3, 1 og 0.