Opformering af vilde frø i Tyskland
I Tyskland er man nået frem til samme erkendelse, som efterhånden også er anerkendt i Danmark, nemlig at det ofte ikke er muligt at genetablere en naturlig vegetation uden assisteret spredning af frø fra vilde planter.
Se uddybende forklaring i artiklen Fra landbrug til natur: Effektiv naturgenopretning med udsåning af vilde planter.
I Slesvig-Holsten har fonden Stiftung Naturschutz siden deres stiftelse i 1978, arbejdet målrettet med opkøb, genopretning og forvaltning af naturarealer på et samlet areal på ca. 40.000 ha. Fonden arbejder med en bred vifte af forskellige genopretningstiltag. Her vil vi fokusere på deres arbejde med at opformere og udså frø fra vilde planter.
Fonden køber mange af deres frø til udsåning i naturgenopretningsprojekter fra kommercielle tyske frøproducenter, som sælger certificerede vilde frø. Certificeringen sikrer at frøene er indsamlet og opformeret med genopretning af naturlige økosystemer som formål og kravene i certificeringen skal sikre at frøenes genetiske ophav og vilde egenskaber bevares.
Tyskland er opdelt i 22 biogeografiske regioner. Indsamling, opformering og udsåning må kun ske inde for samme region. Ligeledes er der krav til hvordan høsten foretages, i hvor mange generationer opformeringen må foregå, samt en lang række krav til dokumentation og sporbarhed. Alt sammen regler, der skal sikre at planternes lokale tilpasninger og genetiske variation bevares. Certificeringen foregår i regi af sammenslutningen af tyske frøproducenter VWW, Verband deutscher Wildsamen – und Wildpflanzenproduzenten e.V.
Enkelte arter er så omkostningstunge at opformere, at de bliver udeladt i produktionen hos kommercielle frøfirmaer. Derfor har Stiftung Naturschutz stiftet virksomheden Blütenmeer GMbH, der har det formål at opformere frø fra de arter, der er blevet vurderet som særligt vigtige i Slesvig-Holsten og som ikke kan skaffes ad andre veje. Opformering sker på et 1,7 ha stort opformeringsareal og omfatter 60 forskellige arter. Etableringen af Blütenmeer GmbH er finansieret af det føderale program ”Biologische Vielfalt“ i projektet Blütenmeer2000. Læs mere om projektet: Blütenmeer 2020: Wir heben den Blütenschatz.
De forskellige arter har forskellige krav til høsttidspunkt og høstteknikker. Nogle arter kan høstes maskinelt, men mange af arterne kræver håndhøstning. Det gælder f.eks. en art som stor knopurt, hvor frøene modner på forskellige tidspunkter og sidder i forskellig højde på planten. Når frøene er indsamlet, skal de tørres og renses for at ende med en renhed og form, der gør udsåning mulig. Igen et arbejde, der er forskellig fra art til art og, som ofte, må foregå ved håndkraft. Derfor er der også en høj pris på frøene fra de vilde planter.